hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

agmanden bag næsten alle anslag.
Ernst Christiansen var både forbavset og harmfuld over attentatet på
Kronikas tyske statsborgerret, og anbefalede ham “at nedlægge den allerkraftigste
indsigelse”. Fik man held med denne taktik overfor Kronika,
kunne det gå ud over mange andre. “Det ville ligefrem blive optantlaveriet
om igen, som vi regnede for Køllertidens modbydeligste og farligste
tvangsmiddel”.
Omkring 1900, da Ernst Matthias von Köller var Slesvig-Holstens overpræsident,
var flere hundrede dansksindede sønderjyder med preussisk
statsborgerskab blevet stemplet som “optanter” – danske statsborgere –
og derefter udvist. Metoderne havde ofte været endog meget tvivlsomme
og blandt andet omfattet bestikkelse af vidner. 21
Der måtte altså gribes kraftigt ind – og hurtigt, for det var altid lettere
at forebygge end at få en allerede vedtaget bestemmelse ændret, mente
Ernst Christiansen. Eftersom Kronikas far var tysk statsborger og Kronika
selv havde gjort tysk krigstjeneste, måtte bevisbyrden ligge hos de tyske
myndigheder. “Efter min mening må du køre op med det sværeste skyts
og kan roligt sige herfra, at den sag vil vække den voldsomste harme og
opsigt, også i Danmark, og kunne få skæbnesvanger betydning også for
det tyske mindretal”. 22
Kronika svarede slet ikke politipræsidiet, men gik i stedet direkte til
sine kontakter i Propagandaministeriet. Det blev aftalt med lederen af
den berlinske Landesverband der deutschen Presse, hr. Kampmann, at Kronika
skulle komme forbi hans kontor med sit medlemskort, sit pas og sin
øvrige legitimation. Kronika blev bedt om at vente, medens Kampmann
telefonerede til politipræsidiet. Efter nogle minutters forløb blev Kronika
budt ind på kontoret, bedt om at sidde ned, hvorefter Kampmann med et
bredt smil erklærede, at sagen var ausgebügelt – “glattet ud”.
Den følgende korte ordveksling, som Kronika nedfældede i sine dagbøger
og senere offentliggjorde, pegede på Slesvig­Holsten som arnestedet
for rænkerne:
– “Da ist aber gegen Sie scharf geschossen worden!” udtalte Kampmann.
– “Af hvem? – Hvorfra?” spurgte Kronika.
– “Amtsgeheimnis!” lød svaret spøgefuldt fra Kampmann. Men idet de
to tog afsked, tilføjede han jovialt: “Die Kanonen stehen jedenfalls nicht in
Berlin”. 23
Mange forskellige myndigheder nærede i 1937 interesse for Kronikas person.
Wehrmeldeamt Berlin­Tiergarten kontaktede i juli 1937 den da 40-årige
Kronika med henblik på at indrullere ham i det almindelige beredskab af
tyske mænd. Kronika besvarede venligt henvendelsen, idet han pointerede,
at han ganske vist var tysk statsborger, men altså også dansk Volksbürger.
Det forstod man ikke hos Wehrmeldeamt, og udbad sig derfor en samtale.
Samtalen fandt sted den 25. august 1937 om morgenen. I samtalen gav
man over for Kronika udtryk for, at han, hvis han skulle få et Wehrpass,
710