hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Peter Marcussen stiftede kort efter på opfordring af H.P. Hanssen
Det unge Grænseværn (DuG), som i Flensborg Avis fik en særdeles ihærdig
støtte. Det hed i DuG’s appel til ungdommen ved dets oprettelse, at
den “vældige nationale begejstring til samling for Tysklands glorværdige
fremtid” ville betyde et øget pres på grænsen, og derfor var “samling
nødvendig for i denne vanskelige tid at vedligeholde og styrke folkets nationale
og kulturelle bevidsthed”. DuG skulle arbejde for at styrke “dansk
og nordisk åndsliv ... Det gælder vort folks frihed, det gælder Nordens
sag”. Appellen var underskrevet af blandt mange andre H.P. Hanssen for
Sprogforeningen, Hans Jefsen Christensen for Skoleforeningen og H.P.
Hansen for Grænseforeningen. 127 Der var dansk samling over hele linjen.
Flensborg Avis gav fra september 1933 hver torsdag DuG en hel side i
avisen: Ung Nordisk Grænsevagt med løsenet Front og Bro på hver sin side
af de slesvigske løver. Ung Nordisk Grænsevagt var selve essensen af det,
Flensborg Avis ønskede at fremme, hed det i programartiklen den 7. september
1933:
“Front mod fortyskning og grænseflytning, bro fra det danske folk og de nordiske
folk til det tyske og ud i verden, bro til mellemfolkeligt samarbejde for fred
og fremskridt. Den mægtige nationalsocialistiske bølge i Tyskland, som taler om
nordiske racetanker, har efter vor mening bud til os. Den vil efter vor mening blive
farlig for Nordslesvigs danskhed og Danmarks og måske Nordens indre fred, hvis ikke
netop dens kraft bliver en mægtig tilskyndelse for os til en folkelig genfødelse til frivillig
samling om at værne, hvad Norden har vundet af frihed, om at sætte selvdisciplin i steden
for disciplin ved tvang, selvkritik i steden for kritik mod andre [fremhævet af forf.]. Vor
ungdom venter efter nye signaler, som kan levendegøre vort folkeeje i dens sind”.
Ernst Christiansen fremmanede de unge idealer, han ønskede at fremme:
“Vi har ikke brug for støbegods fra fremmede forme, vi skal have helt
vort eget, en nordisk slægt med ny nordisk livsvilje”. Hvordan den ville
komme til at se ud, vidste Ernst Christiansen ikke:
“Efter dansk fortid venter vi ikke, at en fuldt færdig skikkelse, fuldt rustet til den
nye tids dyst, skal springe ud af vort folks hoved. Det må roligt bryde på og gennem
gæring må vi nå frem til en afklaring. Vi vil føre en kamp, men i sit inderste
væsen skal den være vækst, skal den bæres af ydmyghed og styrke, skal den være
helliget af det blod og de tårer, som kampen om Sønderjylland har kostet vor slægt
og vort folk. Hvad vi længes efter, hvad der med magt vil arbejde sig frem i vort sind, er
noget ungt, noget sønderjysk, noget dansk, noget nordisk, smeltet sammen i en malm, hvis
rene stærke tone kan føje sig ind i menneskeslægtens hyldest til den, der skabte den mærkelige
verden [fremhævet af forf.]. Ikke i had til anden mands eje og virke, men i kærlighed
til vor egen odelsret og fædrenearv, ikke kun som front, men også som bro ville
Nordens grænsevagt gerne gøre sit banebryder-arbejde for mandig nordisk livsviljes
genfødelse. Kampen for det daglige brød lægger beslag på mange kræfter. Den skal føres
med alvor og sejghed. Men den er os ikke nok, vi kan ikke leve på den, vi vil have noget mere
at leve for. På en trættende ørkenvandring vil vi have noget at se frem til og op til. Den rødhvide
dug og vore brødrefolks korsbannere skal vaje foran os. Vi vil uden hovmod og våbenklirren
synge det frie, mægtige Nordens sang. Vi vil have noget at begejstres for, noget at tro
på, noget at vie vort liv til med ung kraft og kærlighed” [fremhævet af forf.]. 128
Tættere kommer man næppe det ideal, som Ernst Christiansen heller ikke
246