hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ondskabsfuld nok til at henvise dem alle til Berndt, der således kom til at
stege i sit eget fedt over de helt utilsigtede og dramatiske udenrigspolitiske
konsekvenser, forbudet tilsyneladende havde afstedkommet. 52
Berliner Börsen-Zeitungs chefredaktør, dr. Richard Jügler, udtrykte den
26. august 1937 hvad der måtte opfattes som en officiel tysk stillingtagen
til forbudet; denne avis betragtedes nemlig sædvanligvis som Auswärtiges
Amts særlige talerør. Det er uklart, om man inden da havde nået at indhente
gesandt Renthe-Finks mening om sagen. Men det blev fastslået, at
det var unaturligt, når et nationalt mindretal udgav aviser i gæstelandets
sprog. Der stod i parentes bemærket forresten også udtrykkeligt i NS-
DAP’s første og “uforanderlige” program fra 1920, at “ikke-tyske aviser
skal have statens udtrykkelige tilladelse til at udkomme; de må ikke trykkes
på tysk sprog”. 53 Denne “unaturlige tilstand”, at mindretalsavisen Der
Schleswiger udkom på tysk, kunne, skrev Jügler, medføre en fristelse til
ved hjælp af det tyske sprog i Tyskland at drive en politik, hvis tendens
ikke blot var møntet på det danske mindretal. Der Schleswiger var “bukket
under for denne fristelse”, idet bladet havde tilladt sig udfald imod Tyskland,
som havde karakter af indrepolitisk opposition [fremhævet af forf.].
Denne kendsgerning retfærdiggjorde efter Jüglers mening fuldt ud den
tyske indskriden, “thi så stor frihed end Tyskland tilstår de i landet boende
mindretal, er det dog nødvendigt at forhindre misbrug af den ydede
gæsteret”. Tysklands eksemplariske behandling af det danske mindretal
havde altid været det solide grundlag for det gode dansk-tyske forhold,
og det ændrede forbudet mod Der Schleswiger ikke på; det var blot det
“logisk uafviselige resultat af en unaturlig tilstand”, fandt Jügler. Denne
meddelelse blev rundsendt til alle tyske aviser med DNB. 54
Det danske gesandtskab i Berlin havde forventet, at berettigelsen af forbudet
fra tysk side ville blive indrepolitisk begrundet; at man ville fastslå,
at det nationalsocialistiske Tyskland ikke ville lægge de folkelige mindretals
kulturarbejde hindringer i vejen, men ikke havde kunnet tillade, at
et mindretalsblad på tysk behandlede tyske indrepolitiske anliggender, 55
“og under de nuværende presseforhold her i landet, hvor enhver kritik
af regering eller parti er bandlyst fra landets egen presse, kan det næppe
tænkes, at den bebudede protest imod forbudet over for Propagandaministeriet
vil føre til et positivt resultat”, vurderede Herluf Zahle. 56
I Flensborg havde man større tiltro til virkningen af en protest. Man havde
tænkt sig, at redaktør Ernst Christiansen, ledsaget af rådsherre, grosserer
J.C. Møller, skulle drage til Berlin og forelægge sagen for propagandaministeren
personligt. Men sådan skulle det ikke gå. Torsdag den 26.
august 1937 om formiddagen ringede overregeringsråd Wilfried Bade fra
Propagandaministeriet til Kronika og bad ham indfinde sig i ministeriet
om eftermiddagen kl. 17.00. 57 Bade var, erindrede Kronika senere, “temmelig
nervøs”. Hele denne üble Affäre var “stik imod vor vilje blevet til
storpolitik. (...) Die Hölle ist los ... Vi, det vil sige Herr Berndt og jeg, må
tale med Dem. (...) Det haster. De må hjælpe os med at få klinket noget af
det udenrigspolitiske porcelæn, som er gået i skår”. 58 Om eftermiddagen
597