hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

tale om. (...) Her i Nordslesvig burde partipolitikken træde i baggrunden,
og på ny burde alle danske kunne samles om dette ene: Det nationale; det
er på dette område, Nordslesvigs hovedopgave ligger, det har de senere
tiders tildragelser tydeligt vist”. Tønderstævnet blev dækket fyldigt og
begejstret i Flensborg Avis som en ny, dansk vækkelse. 120
Ernst Christiansen glædede sig over denne vækkelse, der gik over
Nordslesvig og Danmark i foråret og forsommeren 1933. Han havde med
undren måttet lytte: “Var dette virkelig det samme folk, hvis største aviser
var mest fyldte med småtterier, det samme folk, som havde så meget
andet at tage vare på end det nationale arbejde i sit grænseland, det
samme folk, hvorom ordførere for det tyske mindretal i årenes løb havde
fremhævet, at det var madkært og selvglad, at det i de afgørende spørgsmål
lod stå til og ikke var historieskabende, det vil sige, at det lod andre
forme sin skæbne?” Disse påstande var ikke rigtige, det så man nu. Det
var tvært imod Flensborg Avis, der havde haft ret, “når det mange gange
som en selvfølge har forudsat, at der i folkesindet i Nordslesvig under
misnøje og økonomiske bevægelser hvilede en dansk reservekraft, som
om fornødent ville bryde frem med magt, således at de, der havde drømt
om en tysk morgenrøde nord for grænsen, ville forbavses”. Dette var nu
ved at ske: “Gode mænd samledes fra hele landsdelen. Fra alle partipolitiske
lejre bruste røsterne sammen i en enstemmighed. Møder holdtes
trindt omkring ‘af den gode gamle slags’. Noget var genfødt, som glædede
det ældre slægtleds sind”. 121
Lige som hans egen generation for 30 år siden efter en længere periode
med nedgang var rykket ind på den nationale scene med begejstring,
således rykkede nu en ny generation frem i det nationale grænseforsvar.
Det var netop en sådan “genfødelse” i hver ny generation, som Ernst
Christiansen havde lyttet og længtes efter. 122 Men det var nødvendigt
med kamp- og offervilje, skrev Ernst Christiansen i en leder på Dybbøldagen:
“... når vi for vort indre øre hører kanonernes dødstorden fra Dybbøl den 18. april
1864, så blandes den nu med jublen hin skønne julidag i 1920, da Danmark tog
det danske Nordslesvig hjem til sig, og det bliver klart for alle, at uden en 18. april
havde det danske folk ikke fået lov til at opleve en 11. juli. Thi der skal værnes om
og kæmpes for enhver ret, selvom den er soleklar. Og strides skal der også – med
åndelige våben – for Danmarks og Nordens nye grænse, selvom den kaldes den
retfærdigste i Europa. Selv den tryggeste arv og den selvfølgeligste ret kræver sin
indsats og sine ofre, om de skal hævdes”. 123
Ernst Christiansen fremmanede op til det store stævne på Dybbøl den 11.
juni 1933 sin vision for den danske og nordsleslesvigske ungdom og den
stemning, som stævnet skulle holdes i, når tusindvis af unge samledes
“for at vidne om dansk vilje til at hævde dansk ret og styrke og værge
dansk liv”. Det var ganske vist ikke muligt “på forhånd at sikre sig den
ånd, der skal bære tilkendegivelsen, den tone, som skal strømme igennem
sindene, det uhåndgribelige og det ubegribelige, som skal skælve og
dirre i luften, bringe sindenes strenge til at svinge og uimodståeligt samle
243