hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

germanske” idealer, tilbød man – til tyske iagttageres ærgrelse – et eget,
dansk sæt idealer af højt moralsk indhold. Det må her dog kraftigt understreges,
at det navnlig havde været mindretallets unge, der i 1930’erne
havde været antinazister – og havde stået i et modsætningsforhold til den
mere forsigtigt afventende ældre generation.
Det er givet, at mange af de indkaldte fandt styrke til at komme igennem
krigstjenesten i hjemstavnens lovprisning af dem; det er også sandsynligt,
at tabene uden denne idealisering havde været endog vanskeligere
endnu at bære for de efterladte hjemme i Sydslesvig, men det er lige
så givet, at dette ansvar, denne byrde, der blev lagt på disse unge mennesker,
til tider har føltes umenneskeligt stor og ubærlig; at enkelte har
følt det som et urimeligt pres i en situation, hvor krigstjenesten for den
forhadte herbergstat forekom meningsløs. Dette var vel navnlig tilfældet
sent i krigen, da det stod klart, at Tyskland ville tabe og det derfor måtte
synes om muligt endnu mere formålsløst at sætte sit liv og helbred på
spil.
For de enkelte kunne det desuden være svært at se sig selv som endnu
et offer på den så stærkt indskrænkede mindretalsfriheds alter – det var
jo hans liv, – og han kunne stille sig selv det spørgsmål, om han ikke var
mere værd for Sydslesvig i live efter krigen, end som endnu en martyr,
falden på østfronten. 314 Men udadtil fortsattes besværgelserne: Deres død
var ikke – måtte ikke være – forgæves; den var det offer, der måtte bringes
for en bedre fremtid for mindretallet.
Flensborg blev udsat for et bombeangreb den 19. maj 1943, hvorved 82
mennesker blev dræbt, heriblandt 15 børn fra den danske børnehave Ingrid-hjemmet.
Ved den officielle tyske højtidelighed den 24. maj 1943 ved
begravelsen af størsteparten af de i alt 82 bombedræbte blev der blandt
andet sagt: “Fjenden har med det sidste angreb ikke opnået at se os forknytte.
Vi har tværtimod sluttet os endnu mere sammen i troskab mod
Føreren og i den forvisning, at vi vil sejre” og “vestmagterne vil ikke
alene tilintetgøre det tyske folk, men de nordiske folk simpelthen”, men
“ved dette angreb havde folkefællesskabet vist sig på en skøn måde, og
tilliden til ledelsen var blevet endnu mere underbygget”. 315
I Flensborg Avis var fortolkningen af de danske tab diametralt modsat:
De dræbte børnehavebørn blev ligesom de faldne soldater tolket som et
offer: I artiklen Femten små bårer den 22. maj 1943 blev der givet udtryk
for sorg over tabet og medfølelse med de pårørende:
“Femten ganske unge menneskebørn er revet bort fra deres kære, ud af den kærlige
omsorg, der omgav dem, ud af den børnenes have, der var blevet deres andet
hjem, bort fra en befolkning, i hvilken de hver for sig var kostelige små led, som
vi nærede forhåbninger til, og som vi så nødig ville miste. Vi sørger over disse
børn, vi lider med dem, der stod dem allernærmest. Der spørges hvorfor? Ingen
glemmer dog, at de var danske børn, at de hørte os til, at de var led i en lovlydig
befolkning – lovlydigheden kan i visse tilfælde blive af skæbnesvanger virkning
for den enkelte – , og derfor ved vi, at der var en mening med også dette bitre offer”.
954