hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

gjorde “et særdeles sympatisk indtryk, omend jeg nok sporede, at der
brænder i ham en glød af fanatisme, som det ikke bliver let at slukke”,
mente Poulsen. Han gjorde alligevel et forsøg.
Poulsen fremhævede overfor Kronika så stærkt som det nu var muligt
for en mand af diplomatiet, at “for den, der står på en så udsat post” som
Kronikas, “er det ofte nødvendigt, når vigtige opportunitetshensyn kræver
det, at tilbageholde selv den stærkest begrundede personlige opfattelse,
ja endogså til tider at bøje den lidt til fordel for de praktiske realiteters
krav”. Kronika burde derfor efterleve følgende retningslinjer: Han skulle
i sin fremskudte forpoststilling naturligvis have fuldstændigt frie hænder
i brugen af våben i de spørgsmål, der angik grænsespørgsmålet og de nationale
brydninger, selvom mådehold og besindighed også var at anbefale
her. Men spørgsmål om Tyskland og dets tidligere fjender burde behandles
med den yderste forsigtighed, – hvis han da ikke helt kunne lade
dem ligge, hvad Poulsen tydeligvis syntes at foretrække. Kunne Kronika
på et enkelt punkt tage standpunkt på tyskernes side, ville han des uden
vinde den fordel, at hans modstandere i grænsestriden ikke i et og alt
kunne slå ham i hartkorn med Tysklands fjender; derved ville han bringe
sig i en position, som han kunne udnytte taktisk over for modstanderne i
sager, der angik grænsespørgsmålet.
Denne ministeriets grundholdning, at dansk presse skulle vise fasthed i
grænsespørgsmålet og i øvrigt velvillig neutralitet over for Tyskland i alle andre
spørgsmål, forblev uændret den samme, også efter Hitlers magtovertagelse.
Kronika erklærede sig helt enig med kontorchefen, og oplyste, at han
og Ernst Christiansen ofte havde drøftet lignende tanker. Den almindelige
redaktionelle linje på begge aviser bestemtes af to synspunkter: For
det første hævdelsen af den nuværende grænses urokkelighed, og for det andet
ønsket om i alle forhold at optræde som loyale statsborgere i Tyskland. Begge
disse synspunkter måtte føre dem til mådehold. I øvrigt var Kronika tiltalt
af tanken om, lejlighedsvis at tage Tysklands parti i de store internationale
stridsspørgsmål, hvilket heller ikke ville falde ham svært, fordi han
fortsat nærede begejstring for, hvad han kaldte “den værdifulde kerne i
tysk kultur”. Havde han endnu været tysk – som før 1918, ville han have
set det som sin opgave at stille sig ved siden af mænd som professor F.W.
Förster i kampen mod “chauvinisme og altyskeri”, erklærede Kronika.
Förster udgav blandt andet det pacifistiske tidsskrift Die Menschheit, der
hyppigt blev citeret i Der Schleswigers spalter – og som virkede på nationalistiske
tyskere som en rød klud på en olm tyr. Derfor mente Poulsen
også, at Kronika måske næppe ville nå så langt i sine forsoningsforsøg
med tyskerne; han var endnu “så ny i sin danskhed” og havde “nået sit
nuværende standpunkt gennem et brat omslag” og var “derfor ret naturligt
endnu stærkt præget af konvertittens trang til det yderligtgående”.
A.J. Poulsen indskærpede Kronika stærkt det ansvar, der i særlig grad
påhvilede netop ham, “for at der ikke fra dansk side i den internationale
kamp indføres momenter, som kunne blive en fare for bevarelsen af den
danske enhedsfront”. 20
96