hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

for det danske arbejde i Mellemslesvig. Den selvopgivende officielle danske
holdning måtte naturnødvendigt føre til en svækkelse af den folkelige
kraft i Sydslesvig. Det blev en afgørende erfaring for Ernst Christiansen,
at kampen i Slesvig ikke kunne føres til sejr uden støtte og opbakning fra
Danmark. Den nationale kamp i grænselandet skulle ifølge Ernst Christiansen
desuden være det middel, som skulle genrejse det danske folk nationalt.
Den folkelige genvinding af Slesvig skulle således være både en
opgave for og en gave til det danske folk, hvis nationale kraft derved ville
blive styrket. Hvis det danske folk derimod ikke tog opgaven på sig, så
ville dette føre til nationalt forfald.
Også Ernst Christiansens politiske forestillingsverden havde sine rødder
i nationalitetskampens Sønderjylland, således som han selv havde
oplevet den, og i 1880’ernes og 1890’ernes forfatningskamp i Danmark,
således som Jens Jessen havde udlagt teksten for ham. Jessen frygtede,
at det danske folkefællesskab i Sønderjylland skulle splittes af de partistridigheder,
der prægede hans samtids Danmark. En befolkning under
stærkt ydre pres måtte lade de politiske, økonomiske og sociale meningsforskelle
ligge og først og fremmest stå sammen om forsvaret for det
nationale. Disse tanker overførte han fra de danske sønderjyders nationalitetskamp
til hele den danske (og nordiske) befolkning, som han så truet
af den ekspanderende tyskhed. Nationalitetskampens Sønderjylland
blev dermed et forbillede for, hvordan også Danmark burde indrette sig
politisk, nemlig i samling om forsvaret for sine nationale værdier. I dette
lys blev kampen for parlamentarismen af mindre væsentlig betydning.
Fjernmålet for både Ernst Christiansen og Jens Jessen var et klasseløst
folkefællesskab, omfattende hele folket, med social ansvarlighed
for de svageste og baseret på nationale værdier, men på grundlag af den
bestående samfundsindretning. Dette indebar et ønske om politisk konsensus
og en kun ringe forståelse for partikampe. Politisk sympatiserede
Jessen – og senere Ernst Christiansen – ganske vist nærmest med Venstre.
Jessen var ikke nogen principiel modstander af folketingsparlamentarisme,
og han mente, at det danske folk som grundlæggende liberalt,
demokratisk, frisindet og anti-militaristisk indstillet stod til venstre for
midten i samtidens store politiske spørgsmål. Men forsvaret var så vigtigt
for både Jessen og Ernst Christiansen, at det overskyggede alle andre
politiske værdier – også folketingsparlamentarismen. Det militære forsvar
var nemlig en forudsætning for det åndelige forsvar. Uden forsvarsvilje
ville den nationale selvopholdelsesdrift briste.
Ernst Christiansen tilhørte den generation af danske nordslesvigere,
der var født i nedgangstiden i slutningen af 1870’erne og begyndelsen af
1880’erne, som havde besøgt de danske folkehøjskoler, og som omkring
århundredeskiftet trådte ind i en styrket danskheds rækker med begejstring,
fremtidstro, arbejdsglæde og offervilje. Denne særlige sønderjyske
nationale idealisme havde også bud til Danmark: Sønderjyderne og den
danske sag i Sønderjylland skulle være et samlingsmærke for alt dansk.
Der udgik fra Sønderjylland ifølge denne opfattelse en samlende kraft for
den danske nation, der – ideelt set – fik det danske folk til at glemme alle
974