hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

kert, at det parlamentariske demokrati, som man kendte det i Norden, var
den endegyldigt rigtige styreform, selvom tanken om at regeringen skulle
udgå af parlamentets flertal i grunden var rigtig. Men den havde vist sig
uanvendelig i Tyskland, fordi der på grund af kiv og kævl og splid ikke
havde kunnet skabes noget regeringsdygtigt flertal. Det var i grunden
ikke parlamentarismen, men parlamentarikerne, der havde svigtet. Det
samme måtte ikke ske i Danmark.
I Danmark var truslen i virkeligheden – måske? – den stik modsatte: Et
stærkt, ensidigt flertal – Ernst Christiansen tænkte formentlig på Socialdemokratiet
– kunne komme til at regere uden hensyn til et stort mindretal,
der repræsenterede betydelige samfundsgrupper.
Hvilken vej udviklingen i Tyskland ville bevæge sig var sidst i februar
1933 et vanskeligt spørgsmål. Ernst Christiansen var dog fortrøstningsfuld,
men “iagttagere i Tyskland og verden over lægger spændt mærke
til, hvorledes det under det nye styre vil gå med idealerne” skrev han i en
leder den 25. februar 1933. To dage senere brændte den tyske rigsdag –
og regimet lod en bølge af vold slå ind over dets modstandere.
6.8. en kommunistrede. At definere mindretallet – marts 1933
Forsiden var ryddet på Flensborg Avis den 1. marts 1933 til behandlingen
af rigsdagsbranden. Den officielle beretning fyldte det meste, og det var
nationalsocialisternes fortolkning, der blev viderekolporteret: At brandstiftelsen
var en bolsjevikkisk-jødisk terrorhandling, der havde til formål
at give signal til en blodig revolution. I Kronikas beretning samme dag
under overskriften Nu vil vor næve falde hårdt og tungt på kommunisterne
gav han et stemningsbillede af den frygt for regimet, der syntes at beherske
menneskene: “Berlin dirrer af nervøsitet. Hele dagen har der været en
mægtig folkevandring til egnen omkring rigsdagen”, men det var “ganske
ejendommeligt at iagttage, at en mængde mennesker trods spændingen
og nervøsiteten forholder sig påfaldende afdæmpet og stille. Frænder
og venner taler oftest kun meget sagte sammen. Det ser ud, som om man
ikke tør stole på den ukendte nabo. Der føres ikke, som i tidligere tider,
højrøstede samtaler om de forskellige politiske meninger. Folk foretrækker
at tie og afvise offentlige diskussioner”.
De følgende dages Kronika-telegrammer berettede udførligt om regimets
hensynsløse “kamp mod kommunismen” med dens talrige arrestationer
af politiske modstandere, forbud, forfølgelser, husundersøgelser, afskedigelser
af socialdemokratiske og demokratiske embedsmænd o.s.v. 48
Grundlaget for forfølgelsen var den række af nødforordninger, som regimet
udsendte 1. marts 1933 og som satte retsstatens bestemmelser ud af
kraft.
Selvom det ikke gik så voldsomt for sig i Flensborg som i Berlin, var
Flensborg Avis formentlig udmærket orienteret om, hvad der foregik. På
Flensborg Avis valgte man at meddele de voldsomme begivenheder ved
citater fra tyske aviser og i øvrigt afholde sig fra selv at kommentere. Det
så ganske vist farligt ud i det nye Tyskland, men det behøvede ikke at gå
207