hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ydre skal og aldrig vil adskille til bunds, netop fordi et folks rod er noget,
mennesker ikke magter selv at lave om på”. Og selvom danskerne i Sydslesvig
kun havde et såre beskedent skæbne fællesskab med sit eget folk,
så ville de dog bestandig regne sig til det “med hele vor kærlighed og
vilje”.
Men selvom ...
“... folkestyrets tanke synes os så værdifuld og forjættende, at den kan levendegøres
i sindene uden at skygge over andre værdier”, så var der “noget i os, som
nedlægger bestemt indsigelse, når det hævdes, at danske unge først klart må fatte
folkestyrets idé, inden de kan tage sig af fædrelandets forsvar med ydre våben,
når der siges, at det er ørkesløst at arbejde på det ydre værn, inden forudsætningen
er skabt i viljen til at bruge det. Hvorfor overhovedet tale om de ydre våben?
Hvorfor ikke simpelthen tale om det, der selvfølgelig lever i det schweiziske folk,
viljen til at ofre liv og blod for fædrelandets selvstændighed, for fædrenejorden
og folkearven? Mon dette, at styreformen er mere eller mindre værdifuld, skulle
være forudsætningen for at værge fædrelandet? Mon ikke fædrelandet skulle forsvares
helt uden hensyn til, hvorledes det var stedt, hvordan kårene var? Mon
ikke ungdom, der ledes ved madstræb og småtskårne partipolitiske stridigheder,
først og fremmest trænger til at få lukket op for de allersimpleste kilder, der
springer i ethvert sundt folkesind? Folkestyret er et levesæt, ikke livet, ikke folket, ikke
landet. Det er et plus, men vort folk har levet fra Arilds tid, og det ville ikke under noget
styre kunne lade være med at stride sig frem til frihed [fremhævet af forf.].
(...) Samtidig med, at vi erklærer folkefrihed og folkestyre vor kærlighed, lad os
roligt indrømme, at det ikke er noget, som allerede tilfulde er nået, men et mål for
dansk stræben. Det er et ideal, som vi skal vie vore kræfter til. Kan ungdommen
pege på mangler og brøst ved den nuværende tilstand, så skal dette netop være
en spore til at arbejde videre for mere sandhed og uselviskhed, for fastere folkelig
samling, for det djærve kammeratskab, som gerne mere og mere skulle komme til
at præge vort folk, et kammeratskab, som tavst indebærer viljen til uden selvynk
og kujoneri at drage de yderste følgeslutninger i liv og død. Af en sådan indstilling
kan det ægte folkestyre gro. Det er ikke vor agt hernede ved grænsen at forringe
et sådant ideal. Tvært imod ville vejen for dansk ungdom til helt at fatte
dets værdi måske være at bytte med os”.
Lederen var som et ekko fra Jens Jessens dage i Estrup-tidens Danmark i
1880’erne: Også dengang havde det været Flensborg Avis’ grundholdning,
at fædrelandets forsvar måtte gå forud for alt andet, også det parlamentariske
demokrati. Og som det var blevet drøftet i højskolekredse i 1933-
1934, så var det muligt, at dele af den folkelige og politiske udvikling
måtte “skalles af”, så man gik tilbage til en mere primitiv form; en primitiv
form, hvor det var indlysende naturligt, at når man blev angrebet, så
forsvarede man sig!
Da Hitler den 15. marts 1939 gjorde Böhmen-Mähren til tysk protektorat,
indlemmede han for første gang et område med et klart ikke-tysk flertal.
Derved brød han med både München-forliget fra året før, og med
sin egen hidtidige linje, kun at annektere områder med klart tysk flertal.
Flensborg Avis kommenterede situationen de følgende dage med citater
fra engelske aviser. Også Jacob Kronika, der nu optrådte som National­
781