hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

“...den danske stats første opgave kunstigt at bevare en enkelt race gennem tilbagetrængning
af andre racer. Netop det modsatte har fundet sted i vor historie: Det
har i stigende grad været et særkende på dansk folkeudvikling, at der ikke sættes
ydre skel mellem landets egne børn og ‘trælles børn’, at skel mellem ‘mereværdige’
og ‘mindreværdige’ – tyske ord, vi ikke har noget tilsvarende til hos os – ikke
bliver sat efter afstamning og ydre kendetegn, men efter personlige egenskaber,
og er disse af folkeskadelig art, da bekæmper vi dem på frihedens grund og ikke
gennem statslige foranstaltninger”.
Ethvert forsøg på at overføre raceforskningens resultater i praktisk politik
“i en ensretning af folkets åndelige udvikling vil møde en absolut afvisning
i det danske folk”, mente C.P.O. Christiansen. Forsøg i denne retning
ville “gå på tværs af storlinjerne i dansk folkehistorie, af den folkehistorie,
der har skabt vore forestillinger om ret og uret. For danske betyder
ret og billighed mere end blod og jord”. C.P.O. Christiansen takkede for,
at han “ikke var et af de nordiske herremennesker i hine århundreder,
blottet for sans for dansk folkeliv og for kristent fællesskab med de svage,
– blottet for alt det, som vore fædre har bygget op af ydre og indre værdier,
og som skal gå i arv til vore børn”. 55
Det var en moderne, anti-nationalsocialistisk skandinavisme som
denne, der havde medvind på UNG-siderne. Den var stærkt i slægt med
Ernst Christiansens front- og bro-tanke og blev udviklet under gensidig
inspiration mellem C.P.O. Christiansen og Ernst Christiansen. Det var forskelligheden,
det fast forankrede nationale ståsted, der var forudsætningen
for samarbejdet; den nationale selvhævdelse – “fronten”, der var grundlaget
for den mellemfolkelige forståelse – “broen”. Det var “front og bro”, omsat
til nordisk brug: De nationale forskelle inspirerede gensidigt de nordiske
folk. De særlige svenske eller norske livsværdier kunne inspirere danskerne
til at vokse, til at forstå sig selv og til at motivere deres egen selvudvikling
– og omvendt, naturligvis. I stedet for som Die nordische Bewegung
i “selvforherligende toner” at tale om det fællesnordiske, “hvad
der er en uendelig svært opgave folkepsykologisk set, især når Tyskland
skal med ind under begrebet”, så var det nordiske fællessind tvært imod
og først og fremmest præget af “en særlig modtagelighed i sindet for de
værdier”, der mødte én hos folkene i nord: “Det nordiske i os er som en
fælles sangbund, der gør, at det fremmedartede, vi møder her, kommer
os i møde på hjemlig vis, at det tager bund i vort sind og bliver af værdi
for os”. 56
Nationalsocialisterne hævdede, at racefællesskab førte til skæbnefællesskab,
og at Nordtyskland, England og Norden således hørte naturligt
sammen. Men ifølge C.P.O. Christiansen gik Nordens sydgrænse tværs
igennem Sydslesvig. Det var nemlig ikke race, men ånd, der bestemte historiens
gang. Der kunne opstå de dybeste modsætninger af åndelig art i et
ensartet raceområde – som mellem Norden og Tyskland. Man skulle derfor
se på folkehistorien og ikke på de stærkt omdiskuterede racekort:
“Syd for denne linje, syd for Ejderen, har storrigstanken tre gange sejret over alle
andre viljer, tre gange har et Stortyskland rejst sig på de germanske folkestam-
138