hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

dertrykkelse og chikane mod mindretallet frem i offentligheden. Og det
så faktisk ud til at være lykkedes. Ernst Schrøder mente derfor, at man
skulle fortsætte med den slags samtaler. Navnlig var han glad for, at der
fra tysk side var lagt meget stærk vægt på, at alle ting skulle behandles loyalt i
pressen. Ved samtaler af denne art blev misforståelser ryddet af vejen, og
man opnåede, at “danskerne ikke hele tiden tager til Berlin, hvad der er
Unsinn og står i misforhold med proportionerne, og vi opnår endvidere,
at atmosfæren i pressen afgiftes”. 86
Dette var ifølge Ernst Schrøder mødets vigtigste resultat: Flensborg Avis
blev herefter nødt til at forholde sig mindre kritisk og mindretallet blev
afholdt fra at sende delegationer til Berlin. Med erfaringerne fra de uheldige
berlinske embedsmænds udtalelser om grænsen i Der Schleswigeraffæren
i bagagen er der forresten ikke noget at sige til, at Ernst Schrøder
helst så den slags undgået. Herefter skulle alle kampe udkæmpes på
slesvig-holstenernes hjemmebane, og det var blevet meget vanskeligt for
mindretallet at påkalde sig hjælpe udefra.
Ernst Schrøders analyse af mødets udfald er meget præcis. Og hele forløbet
overbeviste da også – med historikeren J.P. Noacks ord – “mindretalsledelsen
om, at den var kørt fast”. 87 Klager til myndighederne blev ignoreret
og der kunne ikke længere appelleres til offentligheden. Der var
herefter ingen anden mulighed end at gå direkte til Føreren. Mindretallet
søgte rent faktisk i efteråret 1938 om audiens hos Hitler – men fik den
ikke.
13.5. opgør med front og bro-løsenet – forår 1938
I begyndelsen af 1938 var turen kommet til et opgør med Ernst Christiansens
“front og bro”-løsen, der hidtil havde skaffet ham nogen good­will
i national-socialistiske kredse, og som han også med held havde påkaldt
sig gentagne gange under forhandlinger med myndighederne. For Ernst
Christiansens modstandere var det i 1936-1937 som nævnt i nogen grad
lykkedes at få ham stemplet som en Ejderdansk muldvarp, der lurede
ved grænsen på den næste chance. Det var i hvert fald sådan, de tolkede
“front”-delen af hans front og bro-løsen. Helt uret havde de vel ikke, i
betragtning af at Ernst Christiansens fjernmål fortsat var sydslesvigernes
nationale vækkelse og landsdelens genforening med Danmark. Ernst
Schrøders analyse var også ganske skarpsindig i al sin ensidighed. Men
det var nu alligevel en groft forenklet udlægning af front og bro-løsenet
– og den overså, at slesvig-holstenerne i dét stykke ikke havde meget at
lade Ernst Christiansen høre. Tvært imod.
Men også “bro”-delen af løsenet – den del, der vel navnlig havde skaffet
Ernst Christiansen velvilje hos myndighederne i Berlin, kunne udlægges
ensidigt som et taktisk bestemt røgslør og dække over skjult irredentisme.
Den fra 1938 vigtigste tyske grænselandsorganisation Volksdeutsche
Mittelstelles særligt sagkyndige i det dansk-tyske grænseland var som
nævnt overborgmester Ernst Kracht. Og det var Ernst Schrøder, der holdt
738