hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

vig for de dengang stærkt ekspanderende tysksprogede danske aviser,
med de konsekvenser dette måtte få for befolkningens sindelag og landsdelens
fremtid. Ejerforholdet havde siden gennemgået flere omstruktureringer,
men hovedsagen var, at staten allerede havde mere end en fod indenfor
i ejerskabet af den største og vigtigste tyske avis nord for Ejderen.
På trods af lokal modstand gennemtvang staten overtagelsen den 11. juli
1933. 47 Nationalsocialisterne havde herefter en sådan magt over bladet, at
ingen andre kunne komme til orde. Det kneb endog for Ernst Schrøder.
Ernst Schrøder forsøgte til en begyndelse at fortsætte sin hidtidige linje
med den for ham så særegne blanding af forurettet aggressivitet over
grænsedragningen og forsonlig tale. Hans egen artikel på årsdagen for
afstemningen den 14. marts 1933 var dog – bortset fra de sædvanlige indvendinger
mod en bloc-afstemningen og krav om revision af grænsen – i
det store og hele roligt anlagt. Dette kan dog skyldes, at krudtet i så meget
desto højere grad blev brugt imod de formodede “kommunister” i mindretallet.
(se s. 207). Formentlig henvendt særligt til nationalsocialisterne
fremdrog Ernst Schrøder dog skarpt det dansk-tyske slægtsskab og nødvendigheden
af at vise selvbeherskelse. Styrkeprøven måtte foregå under
“værdige former” og de politiske lidenskaber måtte dæmpes. “Disse ord,
der tydeligt var rettede til nationalsocialisterne og på anerkendelsesværdig
måde havde til hensigt at slå visse ophedede gemytter koldt vand i
blodet, turde måske tillige indeholde en rettesnor, som også visse danske
blade med udbytte kunne tage ved lære af”, mente konsul Lauritz Larsen.
“Mere end nogensinde før, – så længe den nazistiske hovedledelse endnu
ikke har lagt sig fast i grænsespørgsmålet, og nu da den har det ubetingede
herredømme over sindene, er det ikke blot af vigtighed, men det er
en nødvendighed, at ikke danske blade ved uoverlagte artikler forgifter
en situation”. 48 Flensborg Avis kunne ikke have sagt det tydeligere.
For Ernst Schrøder handlede det om at genvinde sin tidligere position
som den tyske grænsepresses “grå eminence”, og det skete bedst ved at
pege på konkurrenternes uformåenhed og henvise til egne fortjenester.
Ernst Schrøder var dog ikke ganske uden grund under fødderne, for han
havde endnu støtte i både Auswärtiges Amt, der fortsat anvendte ham som
grænselandssagkyndig, og hos regeringspræsident Anton Wallroth i Slesvig,
der ganske vist også selv hang i en tynd tråd. Som mangeårig kampfælle
til og ven af den hjemmetyske leder, pastor Johs. Schmidt-Vodder,
der endnu sad på magten i mindretallet i Nordslesvig, og som formand
for Nordschleswigsche Zeitungs bestyrelse og formand for Wohlfahrts- und
Schulverein var Ernst Schrøder desuden en mand, som det ikke var helt
ligetil at fælde. Han bevarede sin indflydelse i Nordslesvig, selv om han
også her var under hårdt pres – bl.a. fra hjemmetyske nationalsocialistiske
føreraspiranter som f.eks. Jep Nissen. Jep Nissen blev dirigeret af
Dr. Wilh. Sievers, der i september 1933 blev udnævnt til overborgmester
i Flensborg. 49 Wilh. Sievers’ tiltræden forværrede Ernst Schrøders situation,
for Sievers betragtede fra første færd Ernst Schrøder som en fjende.
Det var gensidigt. 50
Ernst Schrøder arbejdede ellers ihærdigt på at blive accepteret blandt
328