hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

mer in Moabit lauschen würden” var aldeles uhørt [“völlig abwegig”].
Berndt formanede derfor redaktøren om ikke at offentliggøre den slags
meddelelser i fremtiden, da han ellers “ville være tvunget til at skride ind
overfor Dem på grund af rygtesmederier og falsk nyhedsformidling”. 45
Det var bedst at søge at forklare, undskylde og beklage den slags, så
bladets gode vilje ikke kunne drages i tvivl. Redaktør L.P. Christensen
bad derfor Kronika om at udfærdige et passende svar.
Kronika skrev den 28. februar 1938 direkte til Berndt. Da det drejede sig
om meddelelser, der stammede fra hans pen, påtog Kronika sig det fulde
ansvar for de meddelelser, der havde vist sig at være urigtige. Han understregede,
at redak tionen ikke havde nogen mulighed for at efterprøve rigtigheden
af hans korrespondancer. Ansvaret var derfor hans og ikke redaktionens.
Men Kronika mente nu nok at kunne anføre et og andet til sin
undskyldning: Igennem 6 års arbejde i Berlin havde han sendt tusindvis
af meddelelser til Flensborg Avis og andre aviser, heriblandt et meget stort
antal om nationalsocialismen og det nationalsocialistiske Tyskland. Artiklerne
havde vundet stærk udbredelse i flere udenlandske aviser, anførte
han. Førende partiaviser i Tyskland havde givet hans artikler sin tilslutning
og havde citeret lange passager, og en kendt dansk redaktør havde
overfor en kreds af tyskere givet udtryk for, at netop Kronikas korrespondancer
til Flensborg Avis, der blev holdt på mange skandinaviske redaktioner,
havde øget kendskabet til og forståelsen for det nye Tyskland.
Berndts udtalelser om Kronikas manglende velunderrettethed m.m.
var derfor, mente Kronika selv, ikke dækkende for den “virkelige kerne og
væsen” i hans journalistik. Det var ganske vist rigtigt, at han i nogle tilfælde
havde taget fejl, men i betragtning af det store antal meddelelser, han
gennem tiden havde sendt, mente Kronika ikke at underdrive, når han
udtalte, at fejlprocenten var langt under 1%. Han beklagede derfor meget
det skete, men understregede, at det ikke var sket i ond vilje. “Selvfølgelig
burde mit arbejde være endnu bedre, end det hidtil er lykkedes mig at
opnå. Jeg vedgår, at det ikke i alle tilfælde er lykkedes mig at mestre alle
sider af journalistikkens vanskelige kunst. Alligevel vover jeg at være af
den mening, at jeg ikke behøver at frygte for en dom over mit journalistiske
arbejde i Berlin”.
I brevet lagde Kronika desuden stor vægt på at redegøre for Flensborg
Avis’ situation som mindretalsorgan: Det var ikke altid let at være et nationalt
mindretal, og det var heller ikke let at redigere en mindretalsavis.
Men skulle Flensborg Avis lide skade, ville det i høj grad ramme mindretallet.
Det lå derfor Kronika meget stærkt på sinde at forhindre, at Flensborg
Avis og det danske mindretal skulle lide skade på grund af fejl, han havde
begået. Kronika appellerede med andre ord med et bredt spektrum af argumenter,
spændende fra det politiske og til det personlige.
Men Berndt skar igennem al Kronikas udenomssnak: Efter tysk lov bar
redaktionen det fulde ansvar for avisens indhold. Den alene skulle bedømme,
om den optog et bidrag eller ej. Den havde også pligt til at efterprøve
rigtigheden af sine korrespondenters meddelelser. “Denne pligt kan vi
ikke fritage nogen i Tyskland udkommende avis. Vi kan ikke skaffe Flens­
720