hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

var åbenbart ikke hr. Duckwitz særligt behageligt, og han anførte bl.a.,
at Ernst Schrøder kun replicerede overfor sønderjyske provokationer”,
hedder det i en orientering, som blev sendt til lauritz larsen den 23. februar
1937. A. Duckwitz ville dog gerne have forelagt materiale om Ernst
Schrøder og overveje, hvad der skulle foretages. 120
Midt i april bød der sig en tilsyneladende mulighed for det danske
udenrigsministerium til at få skovlen under Schrøder. Ernst Schrøder
havde netop afløst Dr. Fritz Michel som ansvarshavende chefredaktør for
tidsskriftet Der Schleswig-Holsteiner – Michel, der også havde været redaktør
af Schleswiger Nachrichten, var blevet redaktør af Nordische Rundschau
i Kiel. ifølge den tyske redaktørlov af 4. oktober 1933, reichsgesetzblatt
teil i Pag 713, stod der udtrykkelig i 2. Afsnit §5 punkt 1, at “chefredaktør
kan kun være den, som er i besiddelse af tysk statsborgerret”. Ernst
Schrøder var dansk statsborger – med et pas, der snart udløb! Spørgsmålet
var nu, hvordan man skulle forholde sig i denne situation. 121 Det første
nummer af Der Schleswig-Holsteiner under Ernst Schrøders ledelse rummede
imidlertid ifølge Jydske Tidende 16. april 1937 nye og bedre signaler,
og konsul Marinus yde i Hamborg var også betænkelig ved at skride
til indsats: “Ernst Schrøder er en slubbert. Alligevel: Jeg ville ikke rykke
bom for hans pas”. 122
Den 8. maj 1937 kom Ernst Schrøder til det danske generalkonsulat i
Flensborg for at få sit pas fornyet. lauritz larsen spurgte, om det nu også
kunne passe, at han var dansk statsborger, eftersom han jo var redaktør
af et tysk tidsskrift; han måtte da bestemt være tysk statsborger? Ernst
Schrøder var “dansk i kraft af versailles”, erklærede han. Den tyske redaktørlov
tog kun sigte på opnåelse af medlemsskab i det tyske Schriftleiterverband
– hvad lauritz larsen dog ikke mente kunne passe. Men Ernst
Schrøder fik sit pas og lauritz larsen udtalte over for ham, at det jo lå
uden for hans område at blande sig i den tyske regerings bestemmelser
m.h.t. danske statsborgeres fritagelse for lovene. Ernst Schrøder var “som
sædvanlig affabel” og talte om dansk-tysk forståelse. Han fortalte, at legationsråd
A. Duckwitz havde ladet ham vide, at han næste gang han kom
til København ville blive ført sammen med danske personligheder, bl.a.
kontorchef i udenrigsministeriets pressebureau, A.J. Poulsen. 123
Men næppe havde Ernst Schrøder fået sit pas fornyet, før han igen tog
fat, hvor han havde sluppet. lauritz larsen kunne blot en måned senere
indberette, at Ernst Schrøder igen var gået til angreb i sine aviser på den
danske administration i Sønderjylland. Kunne Udenrigsministeriet ikke
meddele det tyske gesandtskab i København at man fandt det påfaldende,
at en dansk statsborger i den nærmeste tyske grænseby gik således til
værks? “Hvad skal dog denne stadige, næsten daglige, sprøjte gift til?”,
spurgte konsul larsen; Schrøder havde jo endog fået en særlig begunstiget
stilling, idet han var fritaget for den tyske redaktørlov! 124
Flere gange opstod der rygter om, at Ernst Schrøder ville blive forflyttet
eller forfremmet til en post uden for grænseområdet. Det var rygter,
der hilstes med glæde i den danske udenrigstjeneste – men det viste sig
hver gang, at rygterne intet havde på sig. 125
568