hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

tarv, i spørgsmålet om, hvordan dansk frihed bør være og hvorledes den
værges. Når bladet fra første færd har haft den overbevisning, at friheden
kun kan værges gennem stadig indre fornyelse, og har arbejdet med
på denne, er det fra enkelte hold benyttet til politisk mistænkeliggørelse”.
Den “danske frihed” var altså ikke stor nok til at tillade Ernst Christiansen
at anbefale dele af nationalsocialismen som værd at efterligne. Men...
“...et folk, der vil opretholde den enkeltes frihed, må sætte selvdisciplin i den
tvungne disciplins sted, må knytte ansvaret til friheden, må kunne nå den frivillige
samling om de livsvigtige opgaver. Hertil kommer for det danske folks
vedkommende takt og fasthed i det genvundne land og over for nabolandet, en
umiddelbar varm og omfattende styrkelse af det danske liv i Sønderjylland på
begge sider af grænsen. Erkendelsen af, hvilke opgaver der her er bydende, således
at alle må slutte op om dem og således at ingen dansk har lov til at falde dem
i ryggen for mindre vigtige formåls skyld”.
Hejmdal og Sønderborg Socialdemokrat burde altså ikke forhindre Flensborg
Avis i at føre sit grænseværn på den måde, som den fandt rigtigt, blot for
det mindre vigtige formål at bevare det parlamentariske demokrati uændret.
Den utålmodighed, der kom til udtryk i Hejmdal, havde det stik modsatte
udgangspunkt: Mødet var en “fælles-nordisk tilkendegivelse for folkestyre
mod diktatur” og Højskolen selv “et barn af frihedstanken” som
kun kunne leve i frihed. Derfor var alle tendenser, der i tiden gik i modsat
retning – nazismen, fascismen, kommunismen – “den nordiske folkehøjskoles
fødte dødsfjender”. Dette måtte godt have været sagt endog stærkere,
fandt H.P. Hanssen. 149
Mødet blev debatteret livligt i Højskolebladet indtil den 13. juli 1934, da
redaktør Helge Skovmand standsede debatten.
Debatten afslørede, at den skillelinje, der gik ned igennem Højskolebevægelsen,
var den samme, der gik mellem Flensborg Avis og Hejmdal:
Hvor stod fjenden og hvad skulle der gøres? Skulle nazismen udpeges
som fjenden og skulle Højskolen udstikke retningslinjerne i kampen
imod den? Eller var det andre ting, der truede folkestyret: Den økonomiske
krise, arbejdsløsheden, måske endog brøst og lyder i folkestyret selv?
Det var helt de samme spørgsmål, som Ernst Christiansen tumlede med
i Flensborg Avis – uden at kunne nå til klarhed med sig selv. Initiativtageren
til Odense-mødet, Anders Vedel, ærgrede sig over, at diskussionen
forplumredes af, at de danske aviser var for bundet til de politiske partier;
de “så kun sagerne i lyset af modsætningen til de andre partier” –
netop en indvending, som Ernst Christiansen atter og atter anførte.
Undervejs i denne debat var Hejmdal i Højskolebladet i marts 1934 af Anker
Jensen blevet fremdraget som den avis, som greb sagen rigtigt an og
som Højskolen derfor burde understøtte i Sønderjylland. Hejmdal var – lige
som alle de øvrige sønderjyske aviser – i økonomisk uføre i begyndelsen
af 1930’erne. C.P.O. Christiansen skrev straks i samråd med Arnfred
en artikel “for at sætte Flensborg Avis ind på rette plads i grænsekampopgaverne”,
men den blev kasseret af redaktør Helge Skovmand, der selv
308