hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

men som helhed kan det siges, at en tysk anerkendelse vil kræve danske
ofre, som man ikke vil kunne gå ind på”.
P. Munch fortsatte: “Det bør stå klart, at den danske sikkerhed vedrørende
grænsespørgsmålet ikke øges ved tyske erklæringer, og man bør
derfor ikke spejde efter sådanne og heller ikke udtrykke for stor glæde,
såfremt sådanne afgives”. Hele sagen burde derfor ikke slås stort op, og
Munch henstillede til nævnets medlemmer, at de, hvis de ønskede at udtale
sig om spørgsmålet udenfor nævnet, henviste til statsministerens og
udenrigsministerens udtalelser i rigsdagen om, at der “ikke foreligger
noget dansk-tysk grænsespørgsmål. Såfremt medlemmerne måtte ønske
det, vil de også i eget navn kunne udtale sig på samme linje”.
Munch kom herefter ind på dommen i Stollig-sagen og udtalte, at højesteretsdommen,
ligegyldigt hvilket resultat den bragte, ville medføre fornyet
uro, “idet tyske kredse vil anse en stadfæstelse for lige så uretfærdig
som den nu afsagte dom, og en underkendelse af den appellerede dom
vil bringe en stærk sejrsglæde i det tyske mindretal”. Han sluttede sin redegørelse
med at udtale, at der ikke forelå nogen sandsynlighed for, at
Tyskland ville opfordre Danmark til en diskussion om grænsespørgsmålet.
Også Hans Jefsen Christensen erklærede, at man ikke fra dansk side
burde give anledning til grænsediskussion, og at man ikke skulle tillægge
tyske erklæringer vedrørende grænsespørgsmålet og det sønderjyske
spørgsmål overdreven betydning. “Som grænsen ligger nu, kan den give
anledning til ændringer som følge af stemningssvingninger”. Hans Jefsen
Christensen havde glædet sig over, “at de sønderjyske foreningers udtalelser
vedrørende D.D.D.’s opråb havde fundet omtale i den ledende tyske
presse”. M.h.t. Stollig-sagen udtalte Hans Jefsen Christensen, at politiet
havde sin betydelige skyld i, at den havde antaget karakter af en politisk
sag. “Det drejede sig om rene bøllestreger, og politiet burde straks fra begyndelsen
havde taget hårdt fat, idet der så aldrig var skabt noget skær af
en politisk sag. (...) Stollig-sagens realitet er, at den tidligere ejer var ganske
uduelig, og at det derfor var på sin plads, at han mistede ejendommen.
Brøndforgiftningen og injurierne er kun udløbere af denne sags realitet”.
Hans Jefsen Christensen var helt enig i Udenrigsministeriets ønske om,
at sønderjyske spørgsmål blev behandlet med den størst mulige ro i den
danske presse, men det ville efter hans mening gavne, hvis man i en enkelt
redegørelse slog fast, at Stollig-sagen intet havde med et nationalpolitisk
spørgsmål at gøre. I øvrigt måtte den linje fastholdes, “at Danmark
intet har at tale med Tyskland om vedrørende grænsespørgsmålet”.
J.P. Nielsen erklærede, at den socialdemokratiske partipresse altid
havde vist stærk tilbageholdenhed ved omtalen af grænsespørgsmålet og
sønderjyske spørgsmål i det hele taget. Men “dette kunne imidlertid ikke
siges om den danske presse i almindelighed, og der forefaldt ofte ting,
som måtte have diskussion til følge. Således [generalsekretær for Den
sles vigske Forening] Fr. Petersens udtalelse om, at Danmarks fremtid
lå syd for grænsen. Flensborg Avis’ artikler i anledning af H.V. Clausens
død, talerne ved indvielsen af skolen i Slesvig by og Lassen-Strukstrups
687