hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Ernst Christiansen
(1877-1941) måtte
efter den tabte afstemning
i 1920 indrette
sin kamp for Sydslesvigs
“genforening”
med Danmark på længere
sigt. I Sydslesvig
måtte indbyggernes
iboende danskhed vækkes
og i Danmark måtte
der gennemføres en
national genrejsning,
så danskerne – når tiden
var inde – ville stå
rede til at tage imod
sydslesvigerne. Først
og fremmest gjaldt det
for Ernst Christiansen
om ikke på forhånd at
udelukke nogen fra det
danske folkefællesskab.
Foto omkring 1925.
(Studieafdelingen og
Arkivet ved Dansk
Centralbibliotek).
til sandheden om sin – danske – afstamning; finde “hvilket blod, hvilket
folk, de tilhører, hvilke kilder, der kan bringe deres indre muligheder til
fuld udfoldelse”.
Dette synspunkt var helt i overensstemmelse med Jens Jessens tankegange,
således som de var kommet til udtryk i hans allerførste artikler i
Flensborg Avis: Den fortyskede slesviger var en åndelig krøbling; kun som
dansk kom slesvigeren til fuld udfoldelse.
Historien viste, at slesvigerne var danske: “folkets liv, dets navne,
slægtens fortid, småt og stort, som det taler ud af utallige røster, når først
sindet lytter og bliver i stand til at fornemme dem”, fortsatte Ernst Christiansen.
Han så det som sin opgave at få folk til at lytte, og til dette formål
var navnlig de tysksprogede aviser nødvendige. Når først den danske
bevidsthed – eller om man vil: folkeånd – var vakt, så ventede lykken
lige om hjørnet: “Sandhedens vej er uendelig trælsom; men for den enkelte,
som søger og finder, ejer den et uimodståeligt trylleri. Jorden grønnes
omkring de gamle kilder, og et tag af blomstersne er vælvet over deres levende
væld. Drikken giver kraft og klare øjne, så tvivl [om man var tysk
eller dansk, forf.] bliver til tryghed og mod”. 24
85