hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

tragter de øvrige europæiske nationaliteter som givne kendsgerninger.
Franskmænd og polakker skal ikke laves om til tyskere, som man prøvede
på før krigen”. Det var En fredstale fra Berlin, fastslog Flensborg Avis.
Ernst Christiansen hæftede sig navnlig ved Hitlers forsikring om, at...
“...Tyskland fralægger sig alle erobringstanker og kun vil benytte den i Versaillestraktaten
hjemlede forhandlingsvej. I denne forbindelse nævntes kun grænsen
mod øst, samtidig med at de nye staters eksistensret anerkendtes og enhver folkelig
tvang afvistes. Kanslerens uforbeholdne anerkendelse af nabofolkenes med
det tyske folks jævnbyrdige livsret og afvisning af enhver tvangsgermanisering
kan fra dansk side kun opfattes som en kraftig underkendelse af den sidste tids
udæskninger imod Danmark. Vil man følge Føreren, som det idelig forsikres, så
må det ventes, at ophavsmændene til udæskningerne indordner sig under den
kurs, rigskansleren højtideligt har fastsat i hele verdens påhør, og dermed hjælpe
med til, at der skabes tillid i de andre lande til rigskanslerens ord”. 111
I en stor leder den 19. maj 1933 var Ernst Christiansen ikke helt fri for at
hovere over Hitlers tale og dens betydning for grænsetyskheden. Han tog
fuldstændig Hitlers tale til indtægt for sin egen “front og bro”-tankegang, som
han for sit eget og de danske sydslesvigeres vedkommende tilbagedaterede
til tiden umiddelbart efter 1920. I 1920’erne var der ved tilvejebringelsen
af en mindretalsfrihed syd for grænsen og senere ved de “nye toner”
omkring 1930 blevet skabt muligheder for en mellemfolkelig tilnærmelse,
som det danske mindretal altså allerede – ifølge Ernst Christiansen
– havde tilstræbt meget længe. Nationalsocialismens sejrsgang i Tyskland
i forsommeren 1933 var fuldbyrdelsen af denne udvikling, erklærede Ernst
Christiansen: Men eftersom den tyske nationalsocialistiske bevægelse
var opbygget på Førermagten og Føreren i et og alt bestemte kursen og
skulle lystres, så havde man fra dansk side “med stigende forundring set,
at skønt det nationalsocialistiske program ud fra race-standpunktet rummede
en tilnærmelse til de nordiske folk, og skønt der fra Førerens side
end ikke i hans store tale på Flensborg stadion den 23. april 1932 var ytret
nogen som helst uvenlighed imod det danske folk eller rettet nogen krav
til det, så er i landet nord for Elben fra nogle hold den tyske omvæltning
blevet benyttet til en hensynsløs skærpelse af forholdet til det danske nabofolk
igennem sårende udtalelser og krav om udlevering af dansk statsområde”.
Men Hitlers tale var ikke til at misforstå: Han havde talt om nationalsocialisternes
forståelse for andre folkeslags nationale følelser, sindelag
og berettigede livskrav, og erklæret, at “idet vi i grænseløs kærlighed og
troskab hænger ved vort eget folk, respekterer vi også de andre folks rettigheder
ud af dette samme sindelag og ønsker af vort inderste hjerte at
leve i fred og venskab med dem”.
Det var et citat, der passede på en prik med Ernst Christiansens “front
og bro”-tankegang. Når Hitler desuden havde afsvoret enhver germanisering
og havde erklæret, at de europæiske nationer omkring Tyskland
var en given kendsgerning, som “ingen historisk tænkelig begivenhed”
kunne ændre, og at Tyskland ikke krævede noget for sig selv, som det
240