hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

er 1933 påbudt, at enhver, der medvirkede ved frembringelse, gengivelse,
åndelig eller teknisk forarbejdelse, udbredelse, bevarelse, direkte eller
indirekte afsætning af kultureje, skulle være medlem af et af de i alt tretten
enkeltkamre under Reichskulturkammer, for ansatte ved Flensborg Avis altså
“pressekammeret”. Medlemsskab var obligatorisk, hvis man ønskede
at udøve journalistisk virksomhed.
Den 4. oktober 1933 udstedte den tyske rigsregering en redaktørlov
(“Schriftleitergesetz”), som trådte i kraft fra 1. januar 1934. Heri erklæredes
redaktionelt arbejde for en offentlig opgave, hvis pligter og rettigheder
skulle ordnes af staten. Ingen måtte udføre redaktionelt (journalistisk)
arbejde eller kalde sig redaktør (journalist), som ikke havde adkomst til
det efter denne lov. Hertil krævedes tysk statsborgerret, besiddelse af
de borgerlige æresrettigheder, arisk afstamning, også for hustruen, faglig
uddannelse og “de fornødne egenskaber til åndelig indvirkning på
offentligheden” – eller i klartekst: Villighed til at propagandere for nationalsocialismen.
Enhver journalist og redaktør skulle – efter at hans forhold
var undersøgt at politiet – opføres på en såkaldt “fagliste” (“Berufsliste”),
fra hvilken man kunne slettes efter afgørelse i Propagandaministeriet eller
ved en særlig faglig domstol. Optagelse på listen kunne nægtes, hvis
man ikke opfyldte de krævede forudsætninger – eller blot hvis ministeren
nedlagde indsigelse. Enhver form for avisudgivelse var herefter en af staten
reguleret virksomhed, hvor ingen måtte virke som redaktør eller journalist
uden at opfylde lovens betingelser. Omkring 1.300 “jødiske eller
marxistiske” journalister blev i løbet af 1934 udskilt af journaliststanden,
hvilket svarer til ca. 10 % af det samlede antal journalister i Tyskland. 16
Opførelse på listen gav ret til at udføre journalistisk arbejde ved tyske
foretagender. De således godkendte redaktører fik til opgave at fremstille
de emner, de behandlede, “sandfærdigt og skønne om dem efter bedste
vidende”. De var i særdeleshed “forpligtede til at holde borte fra bladene”:
1) Hvad der “sammenblandede selviske formål med almennyttige på
en måde, som vildledte offentligheden”.
“Almennyttige formål” ville i praksis sige det, som var til fordel for nationalsocialismen
og Tyskland og “selviske formål” det, der ikke var det.
Det var en nationalsocialistisk læresætning, at helhedens vel gik forud for
den enkeltes vel – og hvad der var helhedens vel, bestemte Propagandaministeriet.
Endvidere skulle holdes borte fra bladene:
318
2) Hvad der var skikket til at svække det tyske riges kraft udadtil eller
indadtil, det tyske folks fællesvilje, tysk forsvarsevne, kultur eller erhvervsliv
eller at krænke andres religiøse følelser.
3) Hvad der krænker en tyskers ære og værdighed.
4) Hvad der retsstridigt krænker en andens ære eller vel, skader hans
ry, gør ham latterlig eller foragtelig.
5) Hvad der af andre grunde strider imod de gode sæder.