hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

op til julen 1918 på trods af heftig tysk modstand samle hele 3.401 underskrifter
på kravet om at få lov til at stemme. 77 Der var altså tilsyneladende
dansk national grøde og vækst i de hidtil så ligegyldige mellemslesvigske
distrikter. Den nationale vækkelse i Mellemslesvig, som allerede Jessen
havde troet mulig, var nu – efter Ernst Christiansens optimistiske skøn at
dømme – ved at tage fart.
Ernst Christiansen engagerede sig voldsomt i kampen for en grænse
ved Dannevirke – gerne helt uden afstemning, da en sådan efter hans mening
alligevel ikke kunne blive retfærdig i Mellemslesvig på grund af den
massive tyske tilstedeværelse i form af embedsmænd og lignende og på
grund af befolkningens grundlæggende ukendskab til Danmark, der var
en følge af historiens ugunst. En virkelig oplysningskampagne om Danmark
ville slet ikke kunne gennemføres på den korte tid, der ville være til
rådighed inden en afstemning. Ernst Christiansen skubbede afstemningsprincippet
helt i baggrunden og begrundede i stedet sit standpunkt på
historisk-folkelige argumenter. Han støttede ihærdigt bestræbelserne på
at få etableret en tredje afstemningszone, som det ved lobby-arbejde i Paris
lykkedes at få indført, og da denne zone i juni 1919 efter udtrykkeligt
ønske af den danske regering endeligt blev slettet, satte han alle kræfter
ind for dog at få området rømmet for tysk militær. I alt dette arbejde var
Flensborg Avis Ernst Christiansens indflydelsesrige talerør, og avisen opnåede
under afstemningskampens kulmination et dagsoplag på 13.500
eksemplarer, hvilket placerede den på højde med de mest udbredte danske
provinsaviser. 78
Ernst Christiansens arbejde til fordel for Dannevirkestandpunktet splittede
Aabenraa-fløjens modstandere. Flensborg-fløjen var ikke utilbøjelig
til at mene, at det var Ernst Christiansens stædighed, der i sidste ende
førte til tabet af Flensborg. På et møde i Askov den 4.-5. januar 1919, hvor
de stridende sønderjyder og deres danske støtter forsøgte at opnå et kompromis,
fastholdt Ernst Christiansen vedholdende sit standpunkt – hvad
der fik Hans Jefsen Christensen, en mangeårig kampfælle af Ernst Christiansen,
til halvhøjt at udbryde de bevingede ord: “Da brast Flensborg af
din hånd, Christiansen!” 79 Også A. Svensson forsøgte under et timelangt
møde den 15. januar 1919 at få Ernst Christiansen og Marie Jessen til “at
lade Dannevirke falde”, men det var “umuligt”. 80
I sit krav på Dannevirke-linjen uden afstemning gik Ernst Christiansen
videre, end Jens Jessen havde gjort. Argumentationen for Danmarks
hi storiske ret til hele Slesvig ned til den gamle vold byggede på det folkeligt-historiske
ræsonnement, at hele den indfødte befolkning ned til
denne linje folkeligt set var dansk og derfor hørte Danmark til, hvad enten
den for tiden ville det eller ej. Synspunktet er for så vidt i overensstemmelse
med Jens Jessens tanker, om end disse jo netop havde baseret sig
på afstemningsprincippet for Slesvigs “nordlige distrikter” i Pragfredens
Paragraf 5, og derfor – muligvis alene af den grund, at kun Nordslesvig
lå inden for mulighedernes grænser – tog mindre med. Om Jessen, hvis
han havde levet i 1918-1920, også ville være gået efter Dannevirke-grænsen
uden afstemning, kan vi i sagens natur ikke vide. Ernst Christiansens
59