hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Spredt ud over avisen stod små sentenser eller randbemærkninger, trykt
med kursiv, de såkaldte Christiansen-epistler, 26 med filosofiske betragtninger,
manende appeller – eller blot små iagttagelser fra naturen eller dagligdagen,
der kunne tjene til opmuntring eller eftertænksomhed.
For Ernst Christiansen selv havde disse epistler en mentalhygiejnisk
funktion. Han, der var tynget af bekymringer og sorger, hentede simpelthen
trøst i naturen. Naturen var for ham en kilde til at hente ny kraft og
glæde – således som det kom til udtryk i en epistel den 3. april 1938, der
kun i sin begyndelse er “typisk”, men som afsluttes med en fin – og for
Ernst Christiansen ret sjælden – selvironi:
“Uden for havelågen er der en stor olie-plet på asfalten. I den fugtiggrå morgen
skinner og stråler den som en påfugle-hale. Virkelig værd at standse ved et øjeblik.
På den anden side gaden kimer en forsythia-busk lystigt med alle sine gule
småbjælder. Og se lige ved siden af den ribs-busken, der ved første øjekast synes
at skjule sin røde blomsterpragt, men bliver skønnere og skønnere for hvert
sekund man ser på den. Og hør, hvor spurvene larmer morgenkåde i den store
vedbend. Og se disse buske, ikke en blomst, ingen anden kulør end den spæde
lysegrønne over det sortbrune net af grene, et bedårende brudeslør. Og hør nu i
parken, hvorledes der stemmes op! Og se dernede på den store pil, hvor den vifter
med alle sine forårssmykte kviste og bilder os ind, at solen skinner, skønt der
er gråt over det hele. – Ja, hvad så? – Hvad så? Du skal være glad, menneske, din
tørvetriller!”
Ernst Christiansen måtte kæmpe sig til glæden. “Se, dette at være glad alligevel
under al modgang, det er ... noget, jeg ærligt har kæmpet mig frem
til i over 30 år ...”, lader han sit alter ego, apotekeren i Gretes Kamp udtale. 27
Romanen var en hyldest til den ungdommelige og ukuelige livsglæde,
som han beundrede og som hovedpersonen Grete, der er modelleret over
Jacob Kronikas søster Andrea Kronika, naturligt havde, hvor Ernst Christiansen
selv måtte stride sig til den. Det hørte ifølge journalist Christian
Ingwersen til Ernst Christiansens specialiteter at opfordre de unge medarbejdere
til at se glade ud, men “hos ham selv så man desværre sjældent
et smil”. 28 Det var i hvert fald ikke et ublandet glad smil: Typografen Lars
Schubert har berettet om, hvordan han ofte havde set Ernst Christiansen
stå “ensom på skansen, det vil sige, når jeg kom ind i hans redaktionsværelse,
mødte jeg ofte det syn at se ham stående med begge hænder i bukselommen
og stirre ned på Neptunbrønden [på Nørretorv i Flensborg,
forf.]. Rørte man ikke på sig, kunne man sikkert have fået lov til at stå der
i timevis, så der var ikke andet at gøre, end at jeg unge menneske måtte
tage initiativet og komme frem med mit ærinde. Hver gang sluttede samtalen
med et venligt smil fra Ernst Christiansens side. Inderst inde havde
jeg ondt af ham”. 29
Meget af dette hang sammen med en kejtethed eller generthed, som
Ernst Christiansen havde vanskeligt ved at overvinde. Som om det ikke
var slemt nok, plagedes Ernst Christiansen af mavesår, der gav ham
søvnløse nætter. Mavesåret havde han allerede pådraget sig som soldat
under Første Verdenskrig. Hvordan en sådan søvnløs nat kunne forløbe,
128