hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ganda” ud af landet: Der måtte regnes med, at myndighederne ville benytte
sig af en sådan lejlighed til at lukke mindretallets skoler, forbyde
Flensborg Avis og i allerhøjeste grad skade det dansk-tyske forhold. 84 Den
kendsgerning, at Politikens korrespondent i Berlin hed Th. Steinthal og
var af jødisk herkomst, gav – i betragtning af Goebbels’ trusler mod de
tyske jøder i tilfælde af yderligere kolportering af “Greuel-Propaganda”
om Tyskland – planen et nærmest skrækindjagende perspektiv.
Der var faktisk kræfter i sving i Slesvig-Holsten, der arbejdede på at
få Flensborg Avis lukket. Og begrundelsen var muligvis netop rigsdansk
presses opførsel. Det var redaktør Ernst Schrøder, der forresten som ikkenazist
slet ikke havde det let under den nye regering, som den 16. marts
1933 henvendte sig til konsul Lauritz Larsen og fortalte, at “der i den sidste
tid to eller tre gange er sket henvendelse til regeringspræsidenten i
Slesvig med anmodning om at få Flensborg Avis forbudt”. Ernst Schrøder
var selv blevet spurgt til råds i den anledning. Regeringspræsidenten,
Anton Wallroth, der var en mangeårig nær ven og kampfælle af Ernst
Schrøder, var også selv gerådet i farezonen efter magtovertagelsen, men
klarede frisag indtil sin pensionering i 1938.
Larsen indvendte straks, at der sandelig ikke havde været den mindste
grund til at skride ind over for Flensborg Avis, hvilket Schrøder medgav.
Men “nazisterne levede imidlertid for øjeblikket i en sådan sejrsrus,
at der ikke skulle meget til, før de reagerede”. Schrøders bekymring har
utvivlsomt været ægte, og han har formentlig rent faktisk talt imod en lukning
af Flensborg Avis. En lukning af avisen ville nemlig om noget forpeste
forholdet mellem Danmark og Tyskland. Det kunne desuden bringe
hans egen avis i Nordslesvig i fare – hans sidste faste holdepunkt i grænselandet
efter nazisternes magtovertagelse.
Schrøder selv angav ikke nogen grund til, at nogen skulle ønske Flensborg
Avis forbudt, men Larsen selv mente, at sådanne planer kunne tænkes
at være ment som “retorsion” – gengældelse –, fordi “visse danske
blade” havde omtalt de nazistiske førere på en hadefuld måde. Tankegangen
var ikke urimelig, for det var netop argumenter af denne art, som
regimet anvendte som begrundelse for den såkaldte jødeboykot. Men
Lauritz Larsen understregede i sin indberetning, at Flensborg Avis ikke
selv havde givet noget som helst berettiget grundlag for en indskriden;
tværtimod havde bladet fra første færd indtaget “en fuldtud loyal stilling
overfor den nye tyske regering og gentagne gange opfordret også den
danske presse til at afholde sig fra alle sårende eller nedsættende udtalelser”.
Det er nærliggende at tro, at Lauritz Larsen har drøftet sagen med
Ernst Christiansen, der således har været yderligere motiveret til at lægge
en dæmper på dansk presse. Larsen indskærpede i hvert fald “endnu engang”,
at redaktionen burde vise “den yderste forsigtighed – ikke mindst
med hensyn til de korrespondancer og privattelegrammer, som bladet
modtager fra Berlin”. 85 Det var altså tilsyneladende navnlig Kronikas korrespondancer,
der var farlige.
Kronika var presseattaché Per Fabers ansvar. Men Kronika selv var for
længst taget under behandling, ikke alene af Per Faber, men også fra en
226