hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

nar Vaaben som en god dansk mand og idealist. Symptomatisk er et brev
fra Ernst Christiansen til Ejnar Vaaben den 2. februar 1935, i hvilket han
takkede for to lange og fortrolige breve, som Ejnar Vaaben havde sendt
ham: “Jeg mener at forstå Dem, da jeg tror på Deres idealisme og gode
vilje, men jeg har tidligere gjort rede for bladets og min stilling, både for
vor opfattelse og vore store vanskeligheder, som stadig truer bladets eksistens.
Vi må derfor midtsamle os om vor hovedopgave”. Ernst Christiansen
havde i avisen aftrykt en passage fra ét af Ejnar Vaabens breve, i
hvilket denne havde beklaget sig over den “boykotning”, han var udsat
for fra dansk dagspresses side og betegnet den som værre end de tyske
koncentrationslejre, fordi det forhindrede ham i at forsørge sin familie
ved politisk skribentvirksomhed. Men dette havde foranlediget en læser
til vredt at skrive: “Det er, som om alt, som kan kaste smuds på Danmark,
kan finde åbne spalter hos Dem. Og nazismen må vi ikke kritisere”.
Flensborg Avis måtte altså “kæmpe mellem mange slags ild”, skrev
Ernst Christiansen, der sluttede af med at anbefale Ejnar Vaaben, at han
skaffede sig “en økonomisk grundvold ved et neutralt arbejde og så på
det grundlag dyrke Deres interesse. Det må jo for Dem, som for os, i
kamp med alle slags genvordigheder være et stort aktiv at have noget at
tro på, som fylder Deres sind”. 49 Eller sagt med andre ord: Ejnar Vaaben
burde få sig et rigtigt arbejde og nøjes med at være nationalsocialist i sin
fritid. Dette ville nu næppe have været i overensstemmelse med Ejnar
Vaabens naturel.
Ejnar Vaaben var alligevel tilbøjelig til at betragte Ernst Christiansen
som en meningsfælle i ét og alt. I et brev den 6. september 1934 skrev
han, at han godt vidste, at Ernst Christiansen “for Danmarks skyld skal
være forsigtig, taktiker, ja undertiden ‘tale i tunger’ hvor De helst lod
Skræp suse og skære igennem vort hjemlige virkelighedsfjerne ævl i farens
stund. Jeg synes, at De som få danske fægter med åben pande, og
at De er redelig. Men samtidig forstår jeg også, at De vil (og skal) være
pædagogisk og forberedende overfor Deres landsmænd og læsere, der er
født i en national forfaldstid og på mange måder er så åndeligt gasforgiftede,
at de ikke kan tåle den stærke blæst fra syd”. 50
Ernst Christiansen svarede den 8. september 1934:
“De må ikke tillægge mig andre synspunkter, andre bevæggrunde eller nogen anden
linje end den, der fremgår af selve avisen. Derimod kan De gå ud fra, at vi
respekterer enhver idealistisk stræben, og at jeg, der aldrig har givet mig af med
spådomme og kan være langsom til at danne mig et skøn om en mand og et arbejde,
stadig står afventende og iagttagende over for en del af det, De fremfører og
arbejder med [altså: nationalsocialismen, forf.], men efterhånden har fået nogen
tiltro til, at De har en redelig idealistisk indstilling. Vor livsopgave er imidlertid
fronten og broen ved grænsen og så vidt muligt at samle hele vort folk i tilslutning
hertil”. 51
Dermed var også på en pæn måde sagt, at Ernst Christiansen ikke kunne
billige Ejnar Vaabens mange udfald mod socialdemokrater, jøder, liberale
etc. Hvor Ejnar Vaaben ville udgrænse disse af det danske folk for at
271