hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Men hvis den blev sat i værk, ville det betyde et markant brud med den
hidtidige statslige danske praksis, der siden 1923 alene havde medført understøttelse
til kulturelt arbejde.
Det er i øvrigt værd at notere sig, i hvor høj grad gensidighedsprincippet
spiller ind i denne forbindelse. Fra både dansk og tysk side mere end
skelede man til modpartens økonomiske og anden bistand til de respektive
mindretal, og der opstod den praksis, at hvad den ene part tillod sig,
kunne den anden part derefter også gøre. Der kunne derved let opstå et
økonomisk kapløb ved grænsen, og dette var hverken den danske eller
den tyske stat interesseret i. Den danske stat, fordi den i sagens natur ikke
havde så mange ressourcer som den tyske. Den tyske stat, fordi den til
gengæld havde flere mindretal ved flere grænser at understøtte og derfor
hurtigt kunne komme i problemer, enten fordi ressourcerne til den enkelte
grænse var afmålt – eller værre: Fordi de tyske mindretal ved de
øvrige grænser i så fald også ville forlange tilsvarende understøttelse. Det
var altså i begge staters interesse, at bevillingerne ikke løb løbsk.
De to mindretal ved den dansk-tyske grænse havde for så vidt interesser,
der i dette spørgsmål var modsat deres fædrelande – og de kaldte til
stadighed på stærkere økonomisk understøttelse. Det betød også, at mindretallene
vogtede på hinanden – og var tilbøjelige til at overvurdere den
støtte, som modparten fik fra hjemlandet. Gensidighedsprincippet førte
endvidere til det paradoks, at det ikke var i nogen af parternes interesse,
at støtten til modparten blev beskåret alt for kraftigt, eftersom dette
kunne medføre, at éns egne tilskud herefter stagnerede eller også blev
beskåret. Mindretallene havde brug for hinanden med henblik på at hale
bevillinger ud af deres respektive fædrelande. Det er således betegnende,
at redaktør Harboe Kardel i pastor Johs. Schmidts organ Neue Tondernsche
Zeitung så tidligt som i november 1928 skrev, at det ville “vidne om en
kortsynethed, der næppe kan overgås, om danske blades hensynsløse
konkurrence-forholdsregler lammede deres eget mindretalsorgan”. 78 Dette
fænomen medvirkede til, at det tyske mindretals avis, Nordschleswigsche
Zeitung, faktisk lejlighedsvis modarbejdede tyske planer om lukning
af Flensborg Avis.
I begyndelsen af 1930’erne var statsunderstøttelsen af Flensborg Avis
endnu helt i sin vorden. Og det var ingen given sag, at den ville blive
bevilget. Ernst Christiansen og en række medlemmer af Flensborg Avis’
tilsynsråd – grosserer Cornelius Hansen, borgmester i København Ernst
Kaper og amtsfuldmægtig Viggo Florander i Tønder – havde i februar
1932 en drøftelse med formændene for tingenes (Folke- og Landstings)
finansudvalg. Man fik ved denne lejlighed det indtryk, at der var en mulighed
for et støttebeløb fra “den til statsministerens frie disposition stillede
bevilling”. Men en sådan bevilling eksisterede slet ikke! Til udenrigsministerens
disposition fandtes derimod en bevilling på ca. 18.000 kroner,
men “af denne bevilling kan beløbet ganske bestemt ikke tages, idet det
ville ligge ganske uden for bevillingens formål”, meddelte Udenrigsministeriet.
Bevillingen ville til og med “ganske sikkert blive væsentligt overskredet
derved”. Dette sidste var i hvert fald hævet over enhver tvivl. Det
148