hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

mod og al opblæst selvopgivelse, en kraft, som gennem femten hundrede år i
modgangstid har drevet ny dansk vilje og evne frem ...”.
Dette gjaldt såvel i forrige århundrede som under afstemningskampen,
hvor denne historiske kraft ...
“... om en lille kerne samlede hundreder af tillidsmænd og tillidskvinder i den
forreste linje og fejede kævl og forfængelighed til side og skabte den vilje, der
sætter sig selv ind uden tanke på sig selv, og en kraft, der, da nederlaget var lidt
og porten stænget og håbløs bitterhed bankede på hjerterne, tvang alle disse mennesker,
som var lukket ude af Danmark, til enstemmigt at sige: Vi kæmper videre
for vort fædreland!”
Det er værd at bemærke, at den danske historie forlængedes betragteligt
bagud i løbet af 1930’erne: I begyndelsen taltes der om 1.000 års dansk
historie, senere blev det til 1.200 års danskhed – og her i 1938 var det blevet
til 1.500 års dansk historie i Sønderjylland. Det var, som om der måtte
trækkes kraft fra stadigt dybere rødder i Danmarkshistorien, for at kunne
overleve en dansk, sydslesvigsk dagligdag med fortsat tilbagegang. Det
var endda ikke alene 1.500 års dansk historie, men 1.500 års modgangstid,
som danskheden i grænselandet havde oplevet! Selvom det turde være
mere end rigeligt til at tynge på selv det mest optimistiske sind, er der
dog alligevel den psykologiske faktor i det, at havde man overlevet 1.500
års national modgang, så overlevede man såmænd nok også et par år mere.
Én gang måtte det jo dages påny.
Men det gjaldt om at tage sig sammen. Ernst Christiansen fortsatte: Det
havde været drøje tider siden afstemningsnederlaget i 1920, og ...
“... det er meget drøje og mørke og spændingsfyldte tider nu. Alligevel er vor ret
og sandhed ikke for bestandig hugget i sten. De vil fortjenes. Den lov gælder for
os, den gælder for al menneskehed, for de mægtigste og mest sejrrige i verden
og for det enkelte lille menneske, for dig og mig. Se, i det øjeblik – og det hænder
næsten kun i modgang, på randen af håbløshed, i sviende sorg –, da du helt
glemmer dig selv og dit besvær og din forfængelighed, i det øjeblik, da der røres
mægtigt op i dig, så det er, som om du løftes op i en ukendt verden, i det øjeblik,
da du med hele dit Jeg oplever som aldrig før, hvad tro og håb og kærlighed er –
da har du retten og sandheden på din side, da ejer du det, som kan skabe magt
over al magt. I det øjeblik, da du er rede til uden betænkning at bringe ofre, som
falder dig hårdt, at yde ubetinget modstand, hvor du helst ville gå uden om, at
vedkende dig, hvor du helst ville undslå dig, i det øjeblik er du på vej til sejren.
Men opdager du i det samme dig selv, vider dine mundvige sig i glæde over,
at du oplever dette, at du er blevet et så udmærket menneske, så er du allerede på
afveje og din sag med dig, og du må ydmygt tage fat forfra.
Klokken nærmer sig et.
– Giv agt! Giv agt! Vi bringer den bebudede særmelding!”
Oven på denne næsten religiøse bekendelse til den danske sag i Sønderjylland,
blev regeringsomdannelsen meget nøgternt behandlet – uden at
nævne ét eneste navn: “Så kommer enkelthederne om nye navne med
hensyn til det militære værn og udenrigspolitikken i Tyskland. Verden
745