hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

nationalt-konservative styre havde dansk skolegang været forbudt; brugen
af det danske sprog i kirkerne var blevet stærkt begrænset – i Flensborg
og Mellemslesvig var det næsten udelukket, og det havde været på
retur også i Nordslesvig; danske farver og danske sange var forbudte og
danske statsborgere risikerede udvisning ved den mindste danske tilkendegivelse;
et forbud mod brugen af det danske sprog ved offentlige møder
var i 1908 blevet vedtaget til ikrafttræden i 1928 og var kun blevet
afværget af det tyske nederlag i Første Verdenskrig; der havde endda været
forsøg på fra underordnede domstoles side at fratage dansksindede
forældreretten over umyndige børn, fordi deres dansksindethed var til
fare for børnenes “sædelige” opvækst – den forhindrede jo børnene i at
blive gode tyskere. I det hele taget var der foregået en massiv fortyskning
og forfølgelse af alt dansk i Nordslesvig i kejsertidens Tyskland. Weimar-
Tyskland havde på trods af visse begyndervanskeligheder givet danskheden
helt anderledes frie muligheder for udfoldelse, og så længe Hitler-
Tyskland ikke forandrede grundlæggende på dette, så var kejser Wilhelm
i Ernst Christiansens bevidsthed betydeligt værre for det danske mindretal
end Adolf Hitler. At mindretallet efter 1933 blev lagt for had af visse
kredse nord og syd for grænsen og at der på lokalt plan fandt chikane
sted, var for så vidt ikke noget specielt nationalsocialistisk. Det var ikke
mere, end hvad man var vant til.
Sindelagskriteriet var med tiden blevet anerkendt af Weimar-Tyskland,
men i foråret 1933 kom det igen under skarp beskydning fra slesvig-holstensk
side. Det var tilsyneladende et forsøg på at rulle tiden tilbage til
tidligere tiders definitioner og dermed reducere mindretallet til det færrest
mulige antal – og dernæst snøre dette antal af fra tilgang fra den øvrige
befolkning.
Flensborg Avis var, skrev Ernst Christiansen, “stadig af det grundsynspunkt,
at afstamningen betyder mere end øjeblikkets tankesæt” (altså sindelaget),
og man havde den tro, “at dansk afstamning nok af sig selv skal
gøre sig gældende i det lange løb, såfremt der er en livskraftig kerne i det
danske folk”. 55 Det var derfor, at Ernst Christiansen gik ind for så frie forhold
for national udfoldelse i Slesvig nord og syd for grænsen som muligt
– fordi dette naturnødvendigt måtte føre til dansk sejr. For Ernst Christiansen
var kampen på grundlag af sindelaget taktisk bestemt: Hvis nationalsocialisterne
anerkendte – eller i det mindste ikke antastede – sindelagsprincippet,
så ville dette på længere sigt være til fordel for danskheden
på grund af slesvigernes danske afstamning. Og hvis de i stedet henholdt
sig til Blut und Boden – så meget desto bedre, for i Slesvig var blod og jord
dansk.
Slesvig-holstenernes definition gik ud på at reducere det danske mindretal
til sin absolutte kerne. I Ernst Christiansens definition var alle slesvigere
i grunden danske. Det var to definitioner, der trak i hver sin retning. For
Ernst Christiansen blev det derfor vigtigt at demonstrere danskhedens
styrke i Slesvig. Dette kunne ske i forbindelse med politiske valg. Ernst
Christiansen kaldte til dansk samling i Sydslesvig op til landdags- og
210