hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ter.
Affærernes forløb viser også, hvordan slesvig-holstenerne efter Ernst
Schrøders genindtræden på scenen i foråret 1936 gik i offensiven for at
vinde berlin for deres synspunkter og for at stække Flensborg Avis’ indflydelse
i grænselandet. Metoden var at koble det dansk-tyske grænsespørgsmål
til Versailles-traktaten, der i disse år var under konstant nedbrydning,
og ved hjælp af en historisk argumentation at udgrænse den
sydslesvig-danske ledelse, eller i det mindste Ernst Christiansen og hans
nærmeste medarbejdere, som rigsfjender.
Affærernes forløb viser også, at Flensborg Avis og Ernst Christiansen var
villige til at spille højt spil. Da man efter knap halvandet års dårligt samliv
med den nye overborgmester i sommeren 1937 måtte konstatere, at han
stillede sig grundlæggende anderledes over for det danske mindretal end
sin forgænger, at han var fuldstændig afvisende over for mindretallets
ønsker og krav, og at han tilmed var en belastning for et godt dansk-tysk
forhold og for brobygningsarbejdet i det hele taget, så satte man på Flensborg
Avis hårdt imod hårdt – i den sidste ende med det formål at få ham
fjernet. Det skete ud fra en betragtning om, at hvis tyskland grundlæggende
var interesseret i et godt dansk-tysk forhold og Ernst Kracht var en
belastning for dette, så måtte det være i tysklands interesse at skaffe sig
af med ham. Det var højt spil – og det mislykkedes da også.
Affærerne viser endvidere både væsentlige sider af Flensborg Avis’ selvforståelse
og avisens dygtige taktiske udnyttelse af det manøvrerum, man
rent faktisk havde i spændingsfeltet mellem berlin og Slesvig-Holsten.
resultatet af affærerne endte dog med at blive en betydelig indsnævring
af dette manøvrerum.
Første etape – Alnor-affæren – endte, som vi skal se, nærmest uafgjort.
i Der Schleswiger-affæren lignede Flensborg Avis til gengæld længe en vinder,
men man endte med på dansk side at overspille sine kort og tabe
sejren på gulvet.
Affærerne lader os tillige følge en dansk udenrigstjeneste, der – først
tøvende, men dernæst ganske aktivt – forsøgte at gribe ind i et indre tysk
anliggende, nemlig til fordel for Flensborg Avis. og de viser, at i dette
spørgsmål stod såvel den danske som den tyske udenrigstjeneste i sidste
ende på samme side: Målet var for begge parter: ro ved den dansk-tyske
grænse.
i spørgsmålet om fredsforstyrreren Ernst Schrøder gik konsul lauritz
larsen til en begyndelse temmelig direkte til værks. Den 17. marts 1936
tog larsen initiativ til en samtale med Ernst Schrøder og spurgte ham lige
ud, hvad der lå til grund for påstande i hans artikler i Flensburger Nachrichten
om, at det danske mindretal i Sydslesvig agiterede med “uværdige
midler”. På mindretallets side hævdede man jo nemlig stadig, at der ikke
fandt nogen egentlig propaganda sted, og at alle medlemmer i de danske
foreninger havde meldt sig ind af egen fri vilje; det ville derfor til larsens
“egen orientering” interessere ham at vide, hvad der i så henseende fremførtes
fra tysk side. “Hr. Schrøder var da ganske ude af sig selv. og uden
513