hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

skridende historie. Dette historiesyn stemmer, som det er fremgået, helt
overens med Ernst Christiansens eget historiesyn.
Nordboerne havde i Schrøders fortolkning af Grundtvig en verdenshistorisk
mission. Schrøders historiesyn var ligesom Grundtvigs fremskridtsoptimistisk.
I Nordvesteuropa – og i ganske særlig grad i Norden
– havde man nået verdenshistoriens og menneskeslægtens foreløbige
højdepunkt og kunne dermed tjene som eksempel for resten af verdens
folkeslag, for eksempel i forhold til lighed og frihed. Også dette var helt i
overensstemmelse med redaktør Jessens syn på demokrati og liberalisme
– og med Ernst Christiansens “front og bro”-tanker, i hvilke Norden spillede
er særlig rolle som eksempel for og formidler mellem folkeslagene.
Men var demokrati og frihed end fortrinlige redskaber til en menneskelig
og personlig udvikling, så kunne hverken folkeligt selvstyre eller personlig
frihed i sig selv skabe et ægte menneskeliv hos den enkelte eller hos
folket. Det hed ganske vist hos Grundtvig “menneske først, og kristen
så”, men uden den kristne tro gik det altså ikke. Det skulle vise sig, at det
afgørende vendepunkt i både Jacob Kronikas og Ernst Christiansens syn
på nationalsocialismen netop fandt sted, da det gik op for dem, at nationalsocialisme
og kristendom ikke lod sig forene.
I Grundtvigs og Schrøders udlægning var “fortidens kæmpeånd” den
ånd, som herskede i Norden fra de ældste tider. Den var efter deres opfattelse
endnu levende i Norden og dækkede netop over friheden: Ytringsfriheden
(“frihed for Loke såvel som for Thor”), og den økonomiske og
politiske frihed og virketrang i liberalismen. Ludvig Schrøder advarede
endvidere imod proletarisering af arbejderne, der førte til socialisme;
dette skulle forhindres gennem folkelig oplysning. Også dette stemte helt
over ens med tanker, Jessen havde stået for. Derimod havde Jessen stillet
sig noget mere skeptisk over for bragesnakken. Men det gjorde man nu
også snart på Askov, da Holger Begtrup påviste, at myterne var “vikingetidens
litteratur, hverken mere eller mindre”. Dermed slog han benene
væk under begrundelsen for overhovedet at kunne tale om én og samme
nordiske folkeånd gennem tiderne, og Ludvig Schrøder undlod herefter
at lade de nordiske myter indtage en så central placering i undervisningen.
På Askov forsøgte man dernæst af forny Grundvigtraditionen – og
her kom C.P.O. Christiansen til at spille en hovedrolle. Denne fornyelse
skete under gensidig inspiration mellem Askov og Flensborg Avis.
På Rønshoved højskole, der var grundlagt af forstander Aage Møller
i 1921, gik man den modsatte vej: I stedet for at modernisere Grundtvig
ville Aage Møller i stedet vende tilbage til Grundtvigs eget syn, herunder
den nordiske mytologis billedsprog for at vække den uforanderlige folkeånd
på ny. Grundtvigs syn på det nordiske var ifølge Aage Møller – med
historikeren Ole Vinds ord – “det stadigt levende, profetiske vidnesbyrd
om Nordens folkeånd“. 83
Den slags nostalgisk grundtvigianisme havde lige så lidt appel til Ernst
Christiansen, som den havde haft til Jens Jessen. Selvom Rønshoved Højskole
kun lå få kilometer nord for grænsen, var forbindelsen til Flensborg
Avis såre begrænset. Da Grænsevagtens redaktør, Vilh. la Cour, i forsom-
280