hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

på bekostning af den skade, hans korrespondancer i Flensborg Avis voldte
indadtil. Forløbet omkring ultimatummet tyder på, at myndighederne i
Berlin lagde Kronika meget stærkt på sinde, at han burde vælge hovedstadsavisen
Nationaltidende fremfor den langt mindre indflydelses rige
Flensborg Avis. Det var efter alt at dømme for Propagandaministeriet et
banalt spørgsmål om cost­benefit: Hvad man havde måttet finde sig i, indtil
Stortyskland i efteråret 1938 endelig var en sværtbevæbnet realitet, var
nu ikke længere nødvendigt.
Selv pegede Kronika entydigt på Ernst Schrøder som skurken: Den 30.
oktober 1938 skrev Kronika til Ernst Christiansen, at han hermed havde
“tabt et slag, som har stået på gennem lang tid. Det er grænsetyskerne,
der har vundet”. Berlin havde hele tiden været elskværdig imod ham,
men det var alligevel endt med, at han måtte opgive sit medarbejderskab
ved Flensborg Avis: “Man holder sig til lovene i det autoritært styrede
land”, skrev han ikke uden bitterhed. Han havde ganske vist tænkt på at
opgive Nationaltidende, men det var overfor ham atter og atter blevet gentaget,
at der i Flensborg Avis ikke måtte stå andet om Tyskland, end det
den rigstyske presse havde tilladelse til at offentliggøre. Dermed var hans
journalistiske virksomhed for avisen gjort umulig, thi han sad “jo ikke i
Berlin for at repetere DNB’s stof”.
Det blev understreget, at de samtaler, Kronika havde haft med regeringens
presseafdeling om forskellige telegrammer til Flensborg Avis, var at
betragte som Verwarnungen – advarsler. Man anerkendte hans virksomhed,
“men man vil ‘straffe’ mig for, at jeg har leveret Flensborg Avis’ læsere
stof, som Flensburger Nachrichten ikke har kunnet præstere” – således
udlagde Kronika samtalerne. Han havde dernæst forsøgt at lade sit stof
fremkomme i Flensborg Avis som meddelelser fra København, men dén gik
ikke: Både redaktøren og Kronika ville i så fald få Verwarnungen, der i
den sidste ende kunne resultere i slettelsen af deres navne på “listen” –
og det betød udelukkelsen fra enhver journalistisk virksomhed.
Kronika havde derpå – vel vidende om underhåndsarbejdet imod ham
– forsøgt at skære antallet af korrespondancer til Flensborg Avis ned for
at forebygge den nu trufne afgørelse, men uden held. “Sikke mindretalskår!
Der er så meget, som jeg føler trang til at sige; jeg kan ikke i dag.
Jeg har haft mange søvnløse nætter, inden jeg tog min beslutning. Måske
en og anden ville sige, at jeg skulle have tvunget tyskerne til at slette mig
fra Schriftleiter­Liste. Denne vej har jeg selv naturligvis overvejet meget alvorligt”.
Men han ville ikke på forhånd afskære sig fra når som helst at
kunne genoptage sit arbejde for den sydslesvigske danske presse. Endnu
i november 1938 nærede Kronika håb om, at Auswärtiges Amt, der havde
beklaget beslutningen, kunne kaste sit lod i vægtskålen for en løsning,
men håbet gik ikke i opfyldelse. 115
I Kronikas meddelelse til Nationaltidendes redaktør Aage Schoch den
30. oktober 1938 var der flere detaljer om baggrunden:
“Man tåler ikke, at der i det danske mindretalsblad skal stå mere om tyske forhold,
end de tyske blade har lov til at skrive. For mig er der ikke tvivl om, at det
764