hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

som netop ordlyden viste, ikke tale om noget diktatur, men om at komme
over det døde punkt, om at slippe uden om de vanskeligheder, som partiskellene
skaber, og på et så betydningsfuldt tidspunkt at bevare både
partiforskellen og samlingen om det afgørende”. Naturligvis var der ringe
udsigt til at få en sådan tanke gennemført, mente Ernst Christiansen,
“fordi partierne vil være bange for at gøre sig selv overflødige. Men et
sådant tankeglimt kunne muligvis have gjort gavn alligevel ved at sætte
andre tanker i bevægelse. Det er derfor, det er meddelt”.
I endnu en epistel den 13. oktober 1933 skrev Ernst Christiansen: “I
grunden trænger hvert eneste af de danske partier til at nyskabes, ikke efter
tysk forbillede – jordstød udefra skal dog tvinge vore egne slumrende
kræfter op af jorden –, men at nyskabes ud fra deres egen af medgang og
modgang, af hverdagens slid og sløjhed dækkede inderste ideelle kerne”.
De danske partier var altså trods alt ifølge Ernst Christiansen i grunden
gode nok, men partierne var blevet gamle og trætte. De trængte til at genfinde
og genrejse deres oprindelige, ungdommelige idealisme, der var blevet
borte i den daglige politiske kamp, så de kunne gå foran i genrejsningen
af det danske folk.
Men måske der alligevel lurede en frygt for, at en socialdemokratiskradikal
regering ikke helt havde rygrad nok til at stå fast over for Tyskland,
når det kom til stykket? Eller næsten lige så slemt: At Tyskland var
mindre indstillet på at gøre indrømmelser over for en socialdemokratiskradikal
regering end over for en “national” regering? Det nye Tysklands
indstilling til den dansk-tyske grænse var nemlig ikke helt entydig. Rigsleder
Alfred Rosenberg, der under Påskeblæsten i foråret 1933 ganske vist
havde udtalt sig i beroligende vendinger, gæstede kun et halvt år efter,
den 11. oktober 1933, Flensborg. Rosenberg udtalte her sin forvisning om,
at “det ‘nordiske fællesskabs’ lande ville nå til en forståelse” m.h.t. Slesvig.
Denne forståelse ville måske føles smerteligt i både Slesvig-Holsten
og Danmark. 117 Der lå formentlig hentydninger heri om, at Danmark ville
komme til at afstå dele af Nordslesvig, men at det kun ville komme til at
dreje sig om mindre dele og ikke hele området op til Kongeåen. Alexander
Bogs fra Auswärtiges Amt havde været inde på noget lignende over for
Jacob Kronika: Det var princippet – den uretfærdige Versailles-traktat –,
der skulle nedbrydes, og dette kunne ifølge Bogs ske ved en afståelse af
Højer, Udbjerg og Kollund skov. 118
Rosenberg havde i Flensborg dog gjort den interessante tilføjelse, at en
sådan afgørelse “i nordisk ånd” ikke kunne nås med “socialister og pacifister”,
men kun med “glødende patrioter, der elsker deres eget folk og
respekterer de andres nationalitet”. 119 Der lå heri mere end en antydning
af, at det nationalsocialistiske Tyskland ikke ville garantere den danske
grænse over for en Stauning-Munch-regering, men måske nok over for en
“national” regering. I breve til Kronika havde Ejnar Vaaben og M.P. Ejerslev
tidligere været inde på det samme synspunkt: “Vaaben påstår, at et
ikke-marxistisk Danmark vil kunne opnå de mest betydningsfulde indrømmelser
fra Tyskland”. Stauning ville man derimod hverken give handelsaftaler,
anerkendelse af grænsen eller Isted-løven retur! 120
299