hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Ernst Christiansen forstod godt Kronika. Også han havde haft længsler
om at prøve noget nyt gennem tiderne, men var på den anden side “groet
fast på min post, og har, når jeg efter et længere tidsrums forløb skulle se
tilbage, i mit eget sind næsten følt mest oprejsning ved dette, at jeg havde
været groet fast også gennem de tider, da det blev mig særlig trangt, og
da noget i mig ville lave revolution”. Kronikas hidtidige virke havde i alle
afsnit gjort ham ære, mente Ernst Christiansen: “Din virksomhed i Berlin
har været noget helt nyt i historien, en slags fortsættelse af vore parlamentarikeres
gerning før krigen, men tillige foruden journalistens noget
af en gesandts indsats”. Det var der grund til at være stolt af, og Ernst
Christiansen tilføjede, at der “på trods af forklarlig modvilje og triste udsigter”
ikke var nogen egentlig grund til “at forlade en for vor folkesag
og vort folk så værdifuld opgave, som du selv har skabt og som det bliver
svært, om ikke umuligt at skaffe en arvtager til”. Hvad Kronika skrev
om tidens tegn, overraskede ikke Ernst Christiansen, men “imidlertid giver
Sønderjyllands historie en vis fortrøstning”. Han håbede, at Kronika
trods alt ville blive, men “du ved, at jeg altid har ønsket din egen skæbne
bestemt af din egen inderste tarv, og jeg har været ked af, at jeg med vor
sparsommelighedsskude har kunne være dig til så ringe gavn og ikke har
turdet sige noget om en fremtid på længere sigt”. 49
Kronika blev i Berlin, og han fortsatte som korrespondent også til
Flensborg Avis endnu nogle måneder, før han – som vi senere skal se –
blev tvunget bort. Men det var karakteristisk, at den letbevægelige Kronika,
under indtrykket af et stadigt svindende håb om at kunne gøre en
forskel, atter gik i tanker om at søge væk. Men Ernst Christiansens både
faderlige og kammeratlige indvendinger gav ham atter mod på at tage en
ny tørn. 50
Også Der Schleswiger afstedkom i 1938 for første gang en irettesættelse.
Det drejede sig om en artikel af Berlingske Tidendes chefredaktør Anders
Vigen med titlen Blutende Grenzen? i juni-nummeret 1938. Heri stilledes
blandt andet spørgsmålet, hvad det skulle ende med i Tyskland, der blev
betegnet som “et skæbnesvangert kaos i spændetrøje”. Dette var ifølge
Propagandaministeriet “en utilstedeligt nedsættende kritik af indretyske
forhold, der ikke kan tillades”, og artiklen var tilmed egnet til at “fremkalde
ærgrelse”. Som følge heraf måtte Ernst Christiansen tildeles en påtale
(“Verweis”), og man forventede herefter, at fremtidige indlæg i tidsskriftet
ville blive prøvet med større omhyggelighed. 51
Ernst Christiansen forsøgte i sit svar den 30. juni 1938 at redegøre for
sit syn på sagen. Artiklen var skrevet af den ansete københavnske chefredaktør
Anders Vigen. Den sætning, som der ankedes over, var revet
ud af sin sammenhæng i en artikel, der i øvrigt var en “betydningsfuld
tilkendegivelse for større forståelse mellem det tyske og det danske folk,
en tilkendegivelse, der har vakt den største opsigt. Ingen, der opmærksomt
læser hele artiklen, kan overse, at forfatteren netop ivrer imod en
snæver ensidig og fjendtlig dansk opfattelse og fremhæver den tyske udviklings
berettigelse”. Artiklen sluttede med at se fremad mod et naboskab
mellem danske og tyske i grænselandet, der kunne fremstå som et
722