hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

og glad undren. Det ville vel næppe gøre fra eller til, om vi kunne løfte vor røst i
det store kor. Skønt det nye Tyskland er skredet hastigt frem ad vejen og har fået
eller skaffet sig opfyldt det ene ønske, det ene krav efter det andet, og skønt der i
andre store lande tales om, hvilke følger mere vækst i tysk styrelse kan udløse, vil
det være svært netop for de folkestyrede stormagter at gå imod kravet om folkenes
selvbestemmelsesret”.
Spændingen steg yderligere, mens der blev forhandlet i Bad Godesberg.
Overskrifterne i Flensborg Avis lød: Et pusterum i en pinefuld spænding (25.
september 1938); Er der et sidste håb endnu? (27. september 1938); Der kom
ingen lysning i går (28. september 1938); Et møde i sidste øjeblik (29. september
1938); Viseren svinger frem og tilbage (30. september 1938); og endelig:
Den bedste nyhed i verden – Forliget i München (1. oktober 1938).
Flensborg Avis’ hovedkilder var – ud over Kronika og den tyske presse –
navnlig den engelske presse, der citeredes flittigt. Der ligger heri vel den
opfattelse, at den engelske presse var den, der formodedes at give den
mest objektive oplysning.
Frygten for en eventuel kommende krig var i Flensborg Avis’ ledende
artikler under Sudeterkrisen næsten håndgribelig. Ernst Christiansens
udmalede, hvor forfærdeligt ødelæggende og dræbende, en kommende
krig ville være, og erklærede, at “ledende statsmænd kan indlægge sig
større fortjeneste end ved den stolteste militære sejr, når de murer en ny
grundvold til verdensfred, til virkelig gensidig respekt for folkenes livsret”.
107 Tilliden til stormagtslederne var gennem gående temmelig stor.
Der syntes dog at komme nogen tvivl på Hitlers fredsvilje frem: “Hvor
har disse sommerlige uger mindet os om 1914. (...) Der er så meget, som
går igennem vort hoved i disse uger. For eksempel tænker vi på, hvad
den tyske Fører, selv frontsoldat, har udtalt om krigen, som ikke lønnede
sig for nogen af parterne, heller ikke for de sejrende, og som ikke måtte
blive afgørelsen i de nationale spørgsmål og grænsespørgsmålene. Disse
ord burde opslås i alle kommuner i Europa. Men langsomt og næsten umærkeligt
er vi kommet ind i virkelighedens alvor. Den er endnu langt fra nået helt
til bunds i vort sind” 108 [fremhævet af forf.]. Dette “men” er meget sigende
– langsomt og umærkeligt var sandheden om Hitlers “fredsvilje” ved at
gå op for Ernst Christiansen.
På den anden side var Førerens ord om, at Sudeterlandet var hans
“sidste territoriale krav i Europa” næsten for godt til ikke at tro på. Over
for dansk presse advarede Ernst Christiansen: “Vore personlige sympatier
er vor egen sag, men som nation har vi bare en vej at følge, nemlig den
neutrale linje, vi har bekendt os til over for Europa og hele verden”.
Da Hitler, Chamberlain, Daladier og Mussolini på kanten af krigen besluttede
at mødes i München den 29. september 1938, faldt en tung bekymring
af Ernst Christiansens skuldre:
“Mens mørket sortnede mere og mere, brød en blændende lysstråle igennem.
Endnu kan intet siges og intet vides – hele spændingen truer fremdeles –, men så
meget skulle vides, at i dag kræver hele den tænkende og følende, den bedende,
758