hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

danske mindretal fuldstændigt ligegyldigt, hvilket statsfjendtligt materiale,
de betjente sig af i deres grænsepolitik. “Disse kredse vil også i fremtiden
læse og benytte det nye månedsskrift til at sprøjte deres gift imod
Tyskland. Jeg anser det for at være dybt beklageligt, at De i Deres beslutning
har indladt Dem på give det danske mindretal denne mulighed”.
Det var netop derfor, at slesvig-holstenerne ikke følte sig bundne af
Førerens garantier for nationale mindretals dyrkelse af eget ægte folkeliv
– det danske mindretal var jo efter deres opfattelse netop ikke ægte!
Lohse vedlagde sit brev en afskrift fra Flensborg Avis, der skulle illustrere,
hvor “udfordrende danskerne syd for grænsen fremsætter deres
krav”. Også den danske historiker Vilh. la Cour havde ifølge Lohse “på
den allermest uforskammede måde” givet udtryk for, at man først kunne
anerkende slesvig-holstenerne som brobyggerne til Norden, når de ville
indrømme, at Versailles-grænsen mellem Danmark og Tyskland set fra
et dansk synspunkt var en Verzichtsgrenze – at Danmark med billighed
kunne have gjort krav på endog mere af Slesvig. “Når vi vil have succes i
vor grænsepolitik over for danskernes stadige fremtrængen mod syd, så
er det naturligvis nødvendigt, at vi har rygdækning fra Berlin. Vi kan kun
handle i tale og på tryk, når Berlin viser den rigtige forståelse for vore
sorger og behov, og jeg ville være Dem taknemmelig for, hvis De ville tage
initiativ til, at såvel Deres eget ministerium som også de øvrige steder
i hvert enkelte tilfælde først sætter sig i forbindelse med os, når der skal
træffes beslutninger af vidtgående betydning i grænsepolitikken”. 107 Lohse
sendte kopier af sin skrivelse til regeringspræsident Wallroth i Slesvig,
overborgmester Kracht i Flensborg, redaktør Ernst Schrøder sammesteds
samt endelig Landestellenleiter Schierholz i Kiel. 108
Gauleiter Lohse var tydeligvis skuffet og bitter over den manglende
opbakning fra Berlin, og hans brev til Goebbels bekræfter fuldt ud det
danske mindretals opfattelse, at der mellem den berlinske og den slesvigholstenske
linje var et ganske stort rum, inden for hvilket der kunne manøvreres,
hvor katastrofer kunne afværges og hvor der kunne opnås fordele.
Kopierne til Kracht og Schrøder synes at antyde, at de to formentlig,
således som presseattaché Frielitz havde sagt til Kronika, havde været
med i komplottet mod Der Schleswiger fra begyndelsen.
Gauleiter Lohses skuffelse var for intet at regne imod følelserne hos det
tyske mindretal i Nordslesvig, der med ministerialråd Berndts ord måtte
se hele deres politiske grundlag affærdiget som uaktuel Quatsch. Nogen
reagerede med galgenhumor: Under en privat samtale, som Jydske Tidendes
redaktør i Aabenraa, Morten Kamphøvener, havde med sin nabo –
den førende hjemmetyske nazist, Dr. Lorenz Christensen, kom dette klart
til udtryk. Lorenz Christensen og Morten Kamphøvener talte ofte i al fordragelighed
– også rent ud af posen – om grænselandsemner. I et brev til
Jacob Kronika den 27. september 1937 skrev Kamphøvener: ”Sidst fik jeg
lejlighed til at ramle ham følgende ondskabsfuldhed ud: De er vel klar
over, at ham dernede i Flensborg (Ernst Schrøder) er en spiller, og at han
har spillet sine kort skidt i den senere tid. – Jo han ville nok indrømme, at
det ikke var helt godt, men, tilføjede han så: Ham Kronika nede i Berlin
624