hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

givelse uden kamp – såsom ved Dannevirke i februar 1864 – havde den
modsatte effekt. Det var klar tale, og der går, som vi skal se, en lige linje
til Ernst Christiansens ledende artikler efter den 9. april 1940.
Synspunkt blev skærpet i en leder den 4. juli 1939, da Ernst Christiansen
stillede spørgsmålet: Hvad er det, der skaber et folk? Var det folkestyrets
idé eller var det viljen til at forsvare fædrelandet? For Ernst Christiansen var
der ingen tvivl: Fædrelandets militære forsvar kom forud for folkestyrets
idé – der til gengæld var nummer to. I dette spørgsmål lignede han forgængeren,
redaktør Jens Jessen, på en prik.
Anledningen til disse betragtninger var en tale, som seminarieforstander
Morten Bredsdorff havde holdt på et møde i Bolderslev. Bredsdorff
havde heri gjort sig til talsmand for betragtninger tæt på udenrigsminister
P. Munchs grundforestilling, nemlig at det danske landområde ikke
lod sig forsvare militært mod et tysk angreb. Det gjaldt følgelig om i stedet
at forsvare de danske kulturelle værdier, og først og fremmest om at forankre
det danske folk i det parlamentariske demokrati, så folket derved blev
i stand til at overleve selv en generationslang besættelse. P. Munchs forbillede
var de danske sønderjyders folkelige kamp 1864-1920.
For Ernst Christiansen var dette synspunkt ensbetydende med national
selv opgivelse – nøjagtig som det havde været det for Jens Jessen.
Ernst Christiansen var ganske vist ikke uenig i, at folkestyret var en meget
væsentlig del af dansk kultur, men det var værdiløst, hvis der ikke
var vilje i folket til at forsvare fædreland og folkestyre med sit liv. De
danske sønderjyders kamp havde netop hentet sin kraft i den kendsgerning,
at der var blevet kæmpet i 1864. Uden den militære kamp i 1864 ville
sønderjyderne ikke have haft folkelig kraft nok til at opleve genforeningen
i 1920.
Folkestyrets idé var ifølge Ernst Christiansen “noget, hvori [ungdommen]
i en tid som vor nok om fornødent kunne dygtiggøres bagefter, når
det ved det selvfølgelige offer var afværget, at folkestyret gik over bord
sammen med alt andet, hvad dansk er”. Det nyttede med andre ord ikke
noget, at ungdommen var blevet opdraget til gode demokrater, når deres
fædreland først var løbet militært over ende.
Det var tydeligt, at Ernst Christiansen nu anså verdenssituationen for
at være så alvorlig, at forsvaret, værneviljen og handlekraften måtte gå
forud for alt andet, også det parlamentariske demokrati.
Dette blev indskærpet yderligere i en UNG-leder den 6. juli 1939: Hvad
er et folk og hvad er folkestyre? Denne leder er vigtig for forståelsen af Ernst
Christiansens indstilling til det parlamentariske demokrati få uger inden
krigsudbruddet. Bredsdorffs tale havde sat tanker i sving: Det var nemlig
ikke lige til at fastslå, hvad det var, der kendetegnede et folk. “Vor viden
og vore forestillinger er stykværk, og tit ved vi ikke, om vi har fået fat
på et stykke sandhed eller kun på en splint af et troldspejl”. At hæfte det
danske folk op på folkestyret, således som Bredsdorff gjorde, var måske en
sådan fejl.
“Når der sker store omvæltninger i et nabofolk, der ikke svarer til vort folks ud-
779