hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

lige, indeholder intet om grænseflytning, falder ikke på at kalde et lille,
stilfærdigt arbejde aggressivt, et arbejde, der ikke på langt nær har forholdsvis
det samme omfang som det tyske i Nordslesvig”. I Sydslesvig
havde der i modsætning til i Nordslesvig kun foreligget tilkendegivelser,
som “på baggrund af den fuldeste statslige loyalitet hævder vor selvfølgelige
ret til at dyrke dansk folkeliv”.
Flensborg Avis havde tvært imod altid søgt at “gøre en indsats for
grænselandets opgave både som front og som bro. Den utrættelighed,
hvormed man søger at mistænkeliggøre bladet og underskyde det falske
bevæggrunde, tyder på, at de pågældende kredse har deres særlige formål,
som i hvert fald ikke har noget med brobygning at gøre”.
Det blev skoleleder Svend Johannsen, Slesvig, der kom til at fungere
som mindretallets skarpretter. I et brev til Ernst Christiansen den 23.
november 1937 skrev han, at Slesvig-Ligaens opråb “forekommer mig
at være det værste, jeg i min korte virksomhedstid har været ude for af
dumheder fra dansk side. Det kunne selv tyskerne ikke have gjort meget
bedre”. Han tog det nu tilsyneladende ikke så tungt: “Nu har de [slesvigholstenerne,
forf.] jo stof nok igen foreløbig; og det kan jo ikke nægtes, at
de trængte til en lille opmuntring efter Schleswiger-affæren. Man skal også
unde sine medmennesker lidt”. Men Svend Johannsen skrev samme dag
også et brev til Slesvig-Ligaens nye formand, kammerherre, kaptajn Hector
Boeck. Brevet var “skarpt, men forhåbentlig ikke for skarpt”. 174
At kalde det skarpt, var ingen underdrivelse:
“Efterfølgende vil næppe fornøje Dem; men jeg ser ingen vej udenom. – D.D.D.
har fornylig (?) udsendt et opråb, et agitationsskrift med det formål at hverve
medlemmer. Fremgangsmåden er der selvfølgelig intet at sige til; men selve skriftet
vil komme til at gøre alvorlig skade.
For første gang propaganderes der i fuld offentlighed fra dansk side for en
grænseflytning, hvorved den danske, sydslesvigske befolknings loyalitetserklæringer
stemples som usandhed, som taktik, hvad vi da også nu får at vide fra tysk side.
Endvidere skrives, at m.h.t. rejsning af nye skoler vil Angel og Kappel snart
følge efter Slesvig og Tønning. Må jeg gøre Dem opmærksom på, at dette er ganske
hen i vejret. Hvis der havde været en sådan mulighed, så ville D.D.D. kun have
opnået at få udskudt muligheden. Efter dette skal tyskerne nok være på deres
post, og dersom vi ikke går ganske overordentlig forsigtige og diplomatiske frem,
vil man fra tysk side med lethed kunne tage livet af vore spæde spirer, der foreløbig
vil være bedst tjent med en absolut diskret tilværelse. End ikke jeg, der dog
skulle være nogenlunde orienteret, har nogensinde dristet mig til at tale om en
skole i Kappel. Hvad jeg har tænkt, er en anden sag”.
Svend Johannsen henviste her til det diskrete, opdyrkende arbejde, som
f.eks. vandrelærer Jørgen Jørgensen foretog i de sydligste egne af Sydslesvig
og som bl.a. havde kastet skolerne i både Slesvig og Tønning af sig. Så
megen sandhed var der nemlig i Ligaens pjece, at både Grænseforeningen
og Svend Johannsen – og Ernst Christiansen med – drømte om at vække
sydslesvigerne til danskhed og derigennem engang ude i fremtiden at få
flyttet grænsen. Det kunne de fortælle hinanden bag lukkede døre. Men
de sagde det nødigt offentligt – i hvert fald ikke under anvendelse af et så
669