hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

saar-afstemningen – en triumf for Folkeforbundet – januar 1935
Den 13. januar 1935 var der folkeafstemning i Saar, som siden fredsslutningen
efter Første Verdenskrig var blevet administreret af Frankrig på
Folkeforbundets vegne. Befolkningen afgjorde med 90% flertal, at landsdelen
atter skulle indlemmes i Tyskland.
Flensborg Avis hilste afstemningsresultatet i Saar med glæde. Herved
var nemlig fjernet en anstødssten mellem Tyskland og Frankrig, og de tyske
ledere havde erklæret, at de herefter ikke havde territoriale krav over
for Frankrig. Dette var godt for verdensfreden. Afstemningen i Saar var
efter Ernst Christiansens mening en triumf for Folkeforbundet. Dette havde
i alle sine år siden sin oprettelse “haft sin umiskendelige betydning”,
selvom stormagterne kun havde taget hensyn til dets afgørelser, når de
ikke stred imod egne interesser. Men ...
“... Genève har alligevel været en slags verdens-ting, hvor små og store landes
sendemænd kunne komme til orde og lægge deres indsigelser og henstillinger
i vægtskålen, og hvor ordførerne for de modstridende lejre kunne mødes i forligs-omgivelser.
Også de lande, som har meldt sig fra, har i nogen grad regnet
med Genèves tilknytning til verdens offentlige mening. Det har betydet meget,
at dette redskab er tilvejebragt, og hvem ved, om der ikke kan oprinde en ny tid
for det med øgede virke-muligheder. (...) Der er uhyre meget at gøre for folkenes
forbund. Vigtigere end alt andet er, at det brænder i Europa. Alle gode kræfter
må samles om at styrke bestræbelserne for at skabe et godt mellemfolkeligt samarbejde,
og samtidig må der regnes med virkeligheden, som den er, fuld af de
uhyggeligste farer og dog med gode muligheder”. 24
Men når dette var sagt, så måtte Danmark og dansk presse stadig passe
på med sine “vilde rygter” om det nye Tyskland:
“Man har ikke tænkt på, at alle de mange overdrivelser og krænkende udtalelser,
som herhjemme glemmes med det samme, godt andetsteds kan være skrevet i en
bog som en åben skyldkonto, man måske ikke rører ved i øjeblikket, men lader
vente, til der bliver brug for den, hvad enten det bliver på økonomisk eller politisk
område. Man har heller ikke tænkt på, at hvert land styrer sin egen kurs, og
at de store vestlige lande, når de ser deres fordel ved det, simpelthen slutter vidtgående
forlig med Midteuropa og lader de små lande selv om, hvorledes de vil
klare sig. Så kunne det pludselig vise sig, at man havde holdt på den gale hest og
at man selvfølgelig skulle havde ladet være med at blande sig i spillet”. 25
Med den skæbne, der senere overgik Abessinien og Tjekkoslovakiet, kunne
dette se ud som en udtalelse af næsten profetisk rækkevidde. Helt så
profetisk var den måske ikke alligevel, for i de samme dage havde Jacob
Kronika været til endnu en samtale med Alexander Bogs fra Auswärtiges
Amt, der mere end en gang understregede, at han talte til Kronika som
embedsmand. Bogs havde bl.a. sagt:
“Der skal være ro om det dansk-tyske forhold. Dette ønsker den officielle tyske
politik. Vi står ikke bag ved de forskellige udæskninger mod Danmark, som på
420