hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

teregenskab”.
Det samme indtryk havde man i Udenrigsministeriets Pressebureau.
Kontorchef A.J. Poulsen lod under en samtale med konsul Neergaard­
Møller i november 1930 et par ord falde om Kronika, og Neergaard­Møller
gennemlæste dernæst systematisk de seneste måneders numre af Der
Schleswiger. Han måtte den 14. november 1930 indrømme, at Kronikas
tone “til tider kan forekomme noget provokerende, og det er forståeligt,
at han ikke just er elsket på tysk side ... han erkender selv, at hans temperament
kan være noget livligt, men han synes ikke, at han i realiteten
er gået for hårdhændet frem imod de sidste tyske foreteelser; lige så ubegrænset
hans begejstring er for, hvad han kalder Weimar­Tyskland, lige
så bestemt indstillet er han imod den ny­preussiske voldspolitik (Potsdam,
Wilhelm II og Bismarck­ånden); han har jo deltaget i krigen og er
pacifist”. Neergaard­Møller sendte så en bunke Der Schleswiger fra de forløbne
måneder til A.J. Poulsen, der underkastede dem en nøjere granskning.
33
A.J. Poulsen var ikke just begejstret, hvad der fremgik af hans brev til
konsul Neergaard­Møller 28. november 1930: “Skønt man nu ved en sådan
samlet gennemlæsning må have i erindring, at det indtryk, artiklerne
derved kommer til at øve, bliver noget stærkere, end når man får dem
fordelt over et længere tidsrum, må jeg dog betragte det som let forståeligt,
at denne journalistik vanskeligt undgår at virke ophidsende på tyske
læseres sind”. Og det ikke mindst, når “den ophedede grundtone i
artik lerne sammenholdes med den langt større ro og værdige holdning,
som præger for eksempel Flensborg Avis”. Da disse to blade var så nært
forbundne, som de var, ville “denne forskel i deres tone i det lange løb
let kunne give hele foretagendet et uheldigt skær af tvetungethed”. A.J.
Poulsen var villig til …
“...at give hr. Kronika alle mulige indrømmelser, hans ungdommelige varme sind,
hans oplevelser som krigsdeltager, alvoren af de begivenheder navnlig i Tyskland,
der stærkt optager ham, som de må optage ethvert tænkende menneske, endelig
den meget udæskende karakter, som præger visse tyske kredses optræden
og deres offentlige udtalelser. Endvidere erkender jeg, at hans form er afdæmpet
og hans polemiske argumentation er præget af fasthed og klarhed – egenskaber,
som måske kan irritere hans modstandere, men som naturligvis ikke kan lægges
ham til last”.
Endelig måtte det måske også godskrives Kronika, at han blandt sine
modstandere mødte lidet tiltalende personligheder.
“Men med alt dette kommer man ikke bort fra, at der i redaktør Kronikas journalistik
er indstrøet elementer, som afgjort kun kan misbilliges. De vil således have
bemærket, at der i Der Schleswiger ofte findes optaget småstykker, sat i tilsyneladende
beskedent udstyr og på beskeden plads, hvori berettes om de allerhæsligste
ting, man fra en eller anden side har lagt tyskerne til last; disse småstykker
trykkes gerne med en vag bemærkning om, at redaktionen ikke ganske fæster lid
til dem; men hvorfor så overhovedet trykke dem? Kan der gives anden grund end
103