hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Men det var det nu.
12.23. Danske forsøg på feberredning – november 1937
Fra dansk side reagerede man hurtigt og yderst brutalt på Slesvig-Ligaens
opråb. Opråbet skulle ikke have lov til at ødelægge den spinkle fred, der
endnu herskede ved grænsen, og det skulle i hvert fald slet ikke have lov
til at spolere den trods alt positive udgang på Schleswiger-affæren. Derfor
blev damphamrene fundet frem – og der blev sandelig ikke langt fingre
imellem: Flensborg Avis skrev den 23. november 1937 – på både dansk og
tysk om En rundskrivelse og en mistænkeliggørelse. Ernst Christiansen lagde
straks afstand til Ligaen D.D.D., der som den eneste sønderjyske forening
ikke ville “gå med i den fra dansk side syd for grænsen anbefalede store
sammenslutning, da Grænseforeningen dannedes”. Ligaen havde “så vidt
vides” et par tusind medlemmer over hele Danmark; dens bidrag var i
hovedsagen gået til finansiering af Peter Lassens Südschleswigsche Flugschriften.
“Det er ufatteligt, at Ligaen mener at kunne udsprede den slags rundskrivelser,
uden at de udnyttes af tyske modstandere netop mod de danske landsmænd,
som man vil hjælpe. Det er uforsvarligt at udstede andre paroler om de danske
sydslesvigeres sag, end de selv lige fra 1920 til nu atter og atter har tilkendegivet.
Det er både uklogt og urimeligt og vand på de tyske anklageres mølle at kalde det
uhyre begrænsede danske kulturelle arbejde på den sydlige danske folkegrund
aggressivt. Man opnår derved en eneste ting, at hjælpe de grænsetyske modstandere,
i særdeleshed den del af dem, som gennem årene har ført et mistænkeliggørelsesfelttog
imod de danske forposter. Netop den slags stof er mad for Mons.
Man gnider sig i hænderne: Her kan I se!”
Spillet var allerede i gang: Netop som man regnede med, at de sidste
halvandet års felttog mod Flensborg Avis og Ernst Christiansen nu, efter
forbudet mod Der Schleswiger, var bragt til ende, tog grænsetyskerne fat
igen – i Der Schleswig-Holsteiner og i Flensburger Nachrichten – med skarpe
personlige angreb på Ernst Christiansen, hvem man beskyldte for at stå
bag de danske bladrøster, der også efter forhandlingerne i Berlin havde
fortsat den skarpe kritik. “Flensborg Avis skulle altså i sine egne spalter
have beroliget og under hånden opfordret andre til at skyde med skarpt.
Muligvis en sådan fremgangsmåde kendes andre steder, Flensborg Avis
har altid holdt sig for god til at bruge den”.
Men dermed var beskyldningerne ikke udtømt: “Nu skal endog Flensborg
Avis og dens leder og alt, hvad der findes i Danmark af nationale
foreninger, gøres ansvarlige for, hvad en lille yderliggående sammenslutning
i Danmark, som altid har gået sine egne veje, finder på at gøre”.
Enhver, der havde fulgt en smule med ville vide, at netop Flensborg Avis
umuligt kunne tages til indtægt for D.D.D.’s særlige holdning; D.D.D.,
hvis 2.000 medlemmer, “hvoraf de fleste næppe kender noget til de pågældende
forhold”, var forsvindende i forhold til Grænseforeningens over
60.000 eller de øvrige fire store nationale foreningers tilsammen over
100.000 medlemmer. “Alle disse foreningers tilkendegivelser er uangribe-
668