hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

gender Natur, daß die dadurch gekennzeichnete Haltung der Zeitung in
Zukunft nicht mehr hingenommen werden kann”. 137
Hermed var Flensborg Avis i en næsten lignende situation som den,
der havde tvunget Ernst Christiansen bort: En trussel om en for et nyhedsorgan
dødbringende forsinkelse – eller endog et permanent forbud
– ventede ved næste alvorlige advarsel. L.P. Christensen drøftede skrivelsen
med formand og næstformand: “Der var enighed om at vise en endnu
yderligere skærpet varsomhed, og at moderere udtryk og vendinger, også
hvad rent dansk-nationale anliggender angik”. Også Kronika, der den
5. februar 1942 var hjemme i Flensborg, havde vanskeligt ved at begribe
skarpheden. Få dage før den 22. januar 1942 havde han skrevet hjem, at
man nu i Berlin “stod principielt velvillig over for Flensborg Avis”. 138
Som et led i Kronikas og L.P. Christensens strategi for at redde avisen,
fyldtes Flensborg Avis og Der Schleswiger i begyndelsen af 1942 med “soldaterstof”,
artikler om dansksindede, pligtopfyldende værnemagtssoldater,
og masser af soldaterbreve, der alle gav udtryk for glæde og taknemmelighed
over at modtage avisen og som understregede dens betydning
for moralen. Der blev sendt eksemplarer af Flensborg Avis og Der Schleswiger
med indhold af feltpostbreve og artikler afsted til tyske embedskontorer,
idet man henviste til særligt velegnede artikler. 139 Man udarbejdede
en liste med specielt velegnede citater fra soldaterbrevene, ganske givet
med henblik på at overdrage den til “rette vedkommende” på et passende
tidspunkt. Kronika indskærpede desuden L.P. Christensen ikke at
glemme emnet “Vore faldne”. L.P. Christensen havde dog hidtil udnyttet
det meget – “somme tider, synes jeg, næsten rigeligt”, mente den taktfulde
L.P. Christensen. 140
Der var ro omkring Flensborg Avis i nogen tid, indtil man den 29. oktober
1942 refererede rektor Bernhard Hansens mindeord om den bombedræbte
tidligere Duborg-elev Anna Bothilla Petersen, der i øvrigt havde været
i lære i bladets ekspedition. De “danske i Flensborg kunne naturligvis
ikke vente at blive skånet under de nuværende forhold, hvad tilfældene
jo tydeligt nok har vist”, udtalte Bernhard Hansen, idet han henviste til
bombeskader på bygninger og nu dette tab af et menneskeliv. Han tilføjede,
at disse vilkår måtte man som loyale borgere bære sammen med alle
andre i det tyske rige.
Det var ikke lovligt at skrive om bombeangrebenes resultater, og
Reichs propagandaamt i Kiel påtalte artiklen, idet man forlangte, at artikler
om bombeangreb skulle sendes til godkendelse i Kiel, hvilket ville medføre
2-3 dages forsinkelse. L.P. Christensen tog straks til Kiel, hvor han
under en samtale med Lektor Petersen blandt andet henviste til, at der i
officielle tyske meddelelser var givet oplysning om, at der var foretaget
materiel skade i Flensborg – den lokale partiledelse havde endog ladet
indrykke en stort opsat annonce i Flensburger Nachrichten med navnene
på de dræbte ved den lejlighed. Petersen indvilligede herefter i at betragte
sagen som afsluttet, og der blev truffet den ordning, at der måtte refereres
fra mindehøjtideligheder over mindretallets bombedræbte, når blot
889