hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

øster, dog alt sammen noget fjernt og usammenhængende. Lytterne bed mere
mærke i, hvor ivrige ‘fremsigerne’ [radio-speakerne, forf.] var selv. De var oven
ud optændt og skulle finde på nye ord i sproget, som overbød de tidligere overbud
i tysk indrepolitisk kappestrid, og kunne ikke finde dem i hastighed, og så
blev det nærmeste til idelig tale om hundredtusinder, og om en begejstring, som
aldrig var oplevet før. Men lige efter hed det så, at dagen bedst kunne sammenlignes
med frihedsbølgen i 1813, og da rigsdagspræsident Göring i en fart fik sig
talt op til en lille tilkendegivelse i radioen, nøjedes han med at sammenligne med
stemningen ved krigens udbrud i 1914”.
Med Ernst Christiansens egne erfaringer fra Første Verdenskrig in mente,
må denne kommentar vist anses for at være stærkt forbeholden.
Om Hitler hed det videre i radioen, at han havde stået tavs og dødsensalvorlig
hele den lange tid; der var glød i hans øjne, men ikke spor af nogen
hoverende sejrsstemning. “Såfremt dette er rigtigt skildret, er det tiltalende
og meget naturligt”, mente Ernst Christiansen. Hitler havde nemlig
...
“... fået hyldest nok i de sidste år, og hans blade har strømmet over af beretninger
om titusinders og hundredtusinders begejstring ved hans kæmpemøder. Han er
blevet gjort til en næsten overjordisk skikkelse. – Nu kommer den egentlige prøvesten.
Han har forstået at arbejde sit vældige parti i vejret, han har forstået at
sige nej nogle gange til vilkår, han ikke fandt tilfredsstillende. – Og alligevel tager
han ikke nu som rigskansler fat under de vilkår, han kunne ønske. Ministeriet er
Harzburg-fronten, som har ligget i bitter strid indbyrdes. – Og så kommer den
mægtige opgave, den endog med et rent Hitlerstyre vistnok uløselige opgave, at
tilfredsstille de millioner, som af ‘Det tredje Rige’ venter sig alle deres – indbyrdes
modstridende – ønskers opfyldelse”.
Ernst Christiansen tog altså afstand fra “førerdyrkelsen”, og hans tiltro
til den nye regering var desuden temmelig beskeden; dog: problemerne
kunne måske overvindes, “såfremt Hitler viser sig at være en virkelig
skaber og fornyer, en handlingens mand, der lægger en fornuftig grundvold
for en økonomisk genrejsning. Opgaven er nu givet i hans hånd. Løser
han den, så vil han sætte sig et minde i det tyske folks og i verdens
bevidsthed som en virkelig stor mand”.
Ernst Christiansen lagde altså fordommene til side og valgte i overensstemmelse
med sin egen nytårsartikel at se optimistisk på fremtiden. Han
forventede ikke noget rædselsregimente: Der var grund til at tro, at “adskilligt
så anderledes ud” for nationalsocialisterne, jo mere de nærmede
sig ansvaret og egen ret og pligt til at bestemme. “Der bliver næppe tale
om, at hoveder legemligt talt kommer til at rulle”. Og nazisterne gjorde
efter Ernst Christiansens mening klogt i at lade enhver embedsmand sidde,
der havde gjort sin pligt og ville tjene folket med redelig vilje. Man
burde ikke indsætte egne partifæller over en bred kam, for “et klike- og
partistyre graver sin egen grav”.
Ernst Christiansen regnede altså nazisternes trusler og voldsfantasier
for tomme ord i valgkampens hede, og han havde tydeligvis endnu ikke
gennemskuet, at nationalsocialisternes mål var at indføre et ét-parti-
189