hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

mens undertrykkelse af den åndelige og personlige frihed som udansk og
unordisk. Hvor Hitler ville ensrette, ville Grundtvig fremme det enkelte
menneskes og det enkelte folks særpræg, dets egenart. Men en “blank afvisning
af det nye, der bryder på, vil vi tjene os selv dårligt med”, fandt
f.eks. Hans Lund fra Askov Højskole. “En forståelse af styrken af det nye
til lutring af vort eget ville for vort folk være det lykkeligste”. 147
Den 3. april 1934 afholdtes et stort møde i Odense, på hvilket Højskolen
skulle klargøre sin stilling. Det blev dog så som så med klarheden og
enigheden, men der fremkom dog nogle markante udtalelser om friheden
som forudsætningen for åndslivet – enten var åndslivet frit, eller også
var der intet åndsliv, udtalte J.Th. Arnfred. Men han tilføjede, at det var
ganske uden forskel, om det var et diktatur eller et flertalsvælde, der lagde
åndslivet i spændetrøje. Der var afgørende modsætninger mellem det nazistiske
diktatur og den danske, nordiske frihedstradition, men frihedstraditionen
var ikke noget naturskabt; den skulle bevares ved at bygge
ansvarsbevidsthed og hensyntagen ind i hver ny generation. 148 Både Hans
Lunds og Arnfreds udtalelser stemte overens med, hvad Ernst Christiansen
stod for.
Ernst Christiansen gav da også Odense-mødet en leder på fire spalter
den 6. april 1934. Men han var nu ikke helt tilfreds: “At den nordiske folkelige
frihed skal bevares, var man enig om og er vi enige om, men kan
vi nøjes med at sige det, når vitterligt mange mennesker i vore dage taler
om folkestyrets brøst? Er det så ikke nødvendigt i højere grad at tage
sigte på disse og kalde til kamp imod dem, en kamp, som vi for en del må
føre i vort eget sind og i vore egne handlinger”. Tidens spørgsmål var,
hvorledes det allerede vundne værges og fornyes.
Hejmdal havde sammenfattet mødets anskuelse med følgende sætninger,
der i parentes bemærket var Arnfreds: “En kirke, der er gleichgeschaltet,
er døende; en presse, der bøjer sig under censur, har forrådt sin opgave;
en skole, der lader sig alt foreskrive, er steril. Åndslivets grundlov
er frihed, og kan det ikke få lov til at gro i frihed, visner de livsfunktioner
i et folk, uden hvilke det ikke kan leve. Vil man et åndsliv, må man bøje
sig for de vækstbetingelser, hvorunder det alene kan gro”.
Dette lød “meget stærkt og klart”, fandt Ernst Christiansen, “i Norden
vil mange underskrive det. Alligevel er spørgsmålet ikke så enkelt,
som det ser ud til”, og der skulle ikke fældes forhastede domme over de
udvik lingsmuligheder, som omvæltningerne i Tyskland frembød. Hellige
områder som kunst, videnskab, ret og religion ville tillige med deres åndelige
forudsætninger “aldrig i længden miste den vægt i Tyskland, som
tidligere tiders slægtled har tilkæmpet dem”. Det ville ifølge Ernst Christiansen
altså ikke gå så galt, som Arnfred og Hejmdal prædikede. Udsagnet
vidner igen om, at redaktøren af Flensborg Avis ikke havde fantasi til
at forestille sig, hvor galt det ville gå i Tyskland.
Flensborg Avis selv mærkede ikke meget til den “meget berømmede frihed
hos det danske og de nordiske folk”, påpegede Ernst Christiansen.
Der var ikke alt for mange landsmænd, “der vil give de danske forposters
blad lov til frit at følge sin overbevisning i spørgsmålet om vort eget folks
307