hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

fast dansk befolkning, der nu ville blive efterladt i udlændigheden, udsat
for de nådesløse preussiske bødlers hævn. I en leder efter afstemningen,
den 9. april 1920, brugte han ligefrem den metafor, at de danske nordslesvigere
sad mageligt og sikkert i redningsbåden, mens de med årerne slog
løs på de danske mellemslesvigere, der desperate forsøgte at klamre sig
til rælingen for ikke at gå til bunds i et oprørt, fjendtligt hav.
Den danske regerings og Aabenraa-folkenes argumenter kunne Ernst
Christiansen ikke acceptere:
De “taler om hensynet til Danmarks fremtid, og de mener dermed deres eget kære
skind og deres egen kære ‘politik’, som de hænger ved, til trods for, at den
er slået afgørende fejl, og skønt netop alt det er sket, som de regnede med ikke
ville ske. De tror at kunne udlevere landsmænd og tror at kunne få ro og fred og
hygge, når den prisgivne befolknings skrig er kvalt. Om de nåede deres mål, så
ville de komme til at sande, at de havde taget fejl og ville bitterlig komme til at
fortryde, at de ved folkelig niddingsdåd havde undergravet deres folks livskraft
og i stedet for at forebygge fremtidsfarer fra syd netop har manet dem frem”. 81
I stedet for at kunne leve sikkert i fred med Tyskland i fremtiden, ville
den således undergravede danske livskraft altså tværtimod føre til, at
truslen fra det ekspanderende Tyskland ville blive endnu større. Manglende
national selvhævdelse førte nemlig uundgåeligt til svækkelse af
folkets indre kraft.
Ernst Christiansen så uden tvivl sig selv og sine fæller som groft svegne,
idet døren til Danmark blev smækket i lige for næsen af dem. Men
det er klart, at metaforer og argumentation af ovennævnte art måtte virke
dybt krænkende på dem, den blev anvendt imod. 82 Her opstod på begge
sider betændte sår, der var mange år om at hele.
Efter afstemningsnederlaget den 14. marts 1920 fortsatte Ernst Christiansen
arbejdet på andre fronter for dog at få Flensborg med hjem, og han
spillede en ikke ubetydelig rolle i Påskekrisen, der førte til regeringen
Zahles fald. 83 Den hårde kamp imod de danske modstandere i navnlig
Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre kom til at trække lange skygger
langt ind i 1930’erne.
Fra tysk side havde man overordentligt svært ved at goutere, at Nordslesvig
ville blive afstået til Danmark. Selv de mere moderate på tysk side
argumenterede for, at kun sogne med 2 / 3 af samtlige stemmeberettigedes
stemmer (svarende til i praksis 75% af de afgivne stemmer) skulle afstås
til Danmark, og selv da kun under afgivelse af så betydelige garantier til
Tyskland, at den tyske regering nærmest ville få carte blanche til at blande
sig i indre danske forhold. 84 Men det var aldeles uacceptabelt, at Flensborg
og Mellemslesvig også risikerede at blive afstået. Fra tysk side så man
på det danske arbejde her med raseri og mistro, og man betragtede den
danske tilvækst i Mellemslesvig som et resultat af uværdig sjælefangst,
der ved hjælp af penge og fødevarepakker lokkede ubefæstede tyske slesvigere
til at forråde deres fædreland og blive Speckdänen. 85 Afstemningskampen
i 2. zone blev udkæmpet med væsentligt hårdere midler end i 1.
zone, og det var den almindelige tyske opfattelse, at Ernst Christiansen
61