hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

vigere havde ofret mindst lige så meget som nogen nordpå, også pekuniært,
for at redde bladet, men det var nu engang sådan, “at en hel del,
som først skal vindes, må tages som de er, og ikke som de burde være.
Det gælder også nordpå”. Derfor måtte man altså ifølge Ernst Christiansen
i Danmark acceptere nødvendigheden af en tysksproget dansk presse.
Ernst Christiansen havde, tilføjede han, selv lært dansk ved at læse
Flensborg Avis. “Det synes mig lidt mærkeligt, at De vil mane Jessen frem
for mig. Hvem kan sige 25 år efter hans død, hvad han ville have gjort,
og jeg gør i al beskedenhed krav på et eget liv, en egen overbevisning og
en egen samvittighed. Men for resten er der næppe nogen, Jessen har talt
mere og nærmere med end mig, og når Nordslesvig var vundet og et på
tysk skrevet blad i fare for at gå ind, tvivler jeg ikke et øjeblik om, at Jessen
ville have valgt den nuværende ordning i Sydslesvig, som er ufuldkommen,
men for tiden den bedste, som er mulig”.
Dagmar Schmiegelow havde foreslået at omdanne Der Schleswiger til
et ugeblad, men “et ugeblad i stedet for Der Schleswiger er efter min mening
et stort tilbageskridt, og De forlanger vel ikke, at jeg skal forlade min
egen overbevisning, som dog er bygget på en lille smule erfaring, for at
følge andres. De har sagt mig Deres mening, og jeg har lige så uforbeholdent
sagt Dem min. Jeg er ikke fornærmet, og De uden tvivl heller ikke.
(...) At 20.000 kroner skulle være for meget eller dårligt udgivne penge til
Der Schleswigers nuværende form, sammenlignet med, hvilke midler, der
går til bogsamlinger, skolen og andet kulturelt arbejde, synes jeg ikke. Jeg
har syntes, at det nationalpolitiske arbejde efter 1920 til en vis grad har
været Askepot. I de år, jeg har haft med sagen at gøre, er der i hvert fald
ikke ødslet, men arbejdet med sparebudget”. 138
Ud over en øget selvbevidsthed, afspejler brevet også Ernst Christiansens
frustration over, at støtterne i Danmark prioriterede den økonomiske
bistand til Flensborg Avis lavere end bistanden til alle mulige andre
initiativer, som altså efter hans opfattelse var af mindre betydning for det
danske arbejde i Sydslesvig end den danske presse. Også i synet på pressens
forrang i det nationale arbejde fremfor andre tiltag af kulturel art var
Ernst Christiansen på linje med Jens Jessen. Det var derfor frustrerende
for ham at se, hvordan Grænseforeningen samme år, som Der Schleswiger
af bitter, økonomisk nødvendighed måtte lægges ind under Flensborg
Avis, uden videre anvendte store summer til arbejdet længere mod syd
– såsom byggeriet af en skole i Slesvig. I modsætning til, hvad hans tyske
modstandere troede, havde Ernst Christiansen faktisk kun såre beskeden
indflydelse på det danske arbejde nede ved Dannevirke-linjen. I praksis
var hans dominans begrænset til hovedbastionen i Flensborg.
75