hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

mesteren i Flensborg, er ikke noget egentlig led i de afgørende principielle grunde
for forbudet af Der Schleswiger. Pjecen Schleswig und Versailles med alle de diskussioner,
som denne pjece har fremkaldt, har aldrig foreligget hos de centrale autoriteter
i Berlin. Hele denne affære er for disse autoriteter indtil nu forblevet indenfor
det rent lokale grænseområde. Når Redaktør Christiansens åbne brev er nævnt
i forbudsbegrundelsen, så skyldes dette den uheldige omstændighed, at en referent uden
at forelægge en nærmere redegørelse har draget denne afhandling med ind i sagen. Bestemmelsen
fra det afgørende sted var, at der af de sidste måneders mange anker mod Der
Schleswiger skulle udtages nogle enkelte af de mest tungt vejende argumenter, som skulle
komplettere det principielle forbudssynspunkt. Derved er det desværre sket, at det åbne
brev er blevet rykket ind i en sammenhæng, som ikke har været tilsigtet”.
Det er nok et spørgsmål, om denne forklaring holder stik. Sandsynligheden
taler snarere for, at de to Christiansen-artikler har været direkte
anledninger til, at man begyndte at se sig om efter principielle grunde, der
kunne anvendes til at forbyde bladet. Da begrundelsen med “det åbne
brev” så med ét blev udenrigspolitisk sprængstof, fordi den indicerede
mundkurv til mindretallet, måtte den skyndsomst fjernes igen.
Punkterne fortsatte:
“7). Det er ikke til at indse, at en diskussion som den, der er indledt med pjecen
Schleswig und Versailles, overhovedet endnu skulle kunne være af nogen aktuel
gavn og interesse.
8). Der eksisterer for Tyskland i hele det slesvigske område ikke et eneste irredenta-spørgsmål
hverken til den ene eller den anden side.
9). Propagandaministeriet står åbent for en samtale med redaktør Christiansen,
Flensborg Avis”.
Kronika kunne meddele, at samtalen ville finde sted allerede dagen efter,
den 27. august 1937: “Redaktør Christiansen er i aften afrejst fra Flensborg
til Berlin. Han vil i morgen under samtalen i Propagandaministeriet
være ledsaget af undertegnede som den danske folkegruppes og Flensborg
Avis’ repræsentant i Berlin”, sluttede Kronika sin artikel.
Der skulle snart vise sig at være grænsepolitisk sprængstof i de udenrigspolitiske
kandestøberier, der var foregået på Bades kontor. Der var
nemlig flere punkter, som Kronika måtte anse for at være “i politisk henseende
endog meget betydningsfulde”, og han spurgte derfor to gange
både Berndt og Bade, “om det nu også var deres faste beslutning, at disse
punkter skulle offentliggøres”. Kronika understregede udtrykkeligt, at
flere af disse punkter; “deres afstandtagen fra hele diskussionen Schleswig
und Versailles og deres afstandtagen fra al irredenta i Sønderjylland
på begge sider af grænsen, ville være af den allerstærkeste virkning både
i tysk og dansk offentlighed” – hvilket var meget mildt udtrykt: De var
nemlig et radikalt brud med officiel tysk politik siden afstemningerne i
1920, eftersom de indeholdt en tilsyneladende officiel tysk anerkendelse af
grænsen. Men ministerialråd Berndt og overregeringsråd Bade “fastholdt,
at disse punkter selvfølgelig skulle med i mit referat om samtalen. De til-
601