hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Fornyet pres på mindretallet 1938
Det var i løbet af 1936-1937 lykkedes at få stemplet Ernst Christiansen
som en hårdnakket og uforbederlig Ejder dansker – i hvert fald i Slesvig-
Holsten. Hjernen bag dette arbejde var redaktør Ernst Schrøder. Det var
gennem Ernst Schrøder, at over borgmester Ernst Kracht og overpræsident
Hinrich Lohse blev orienteret om nationalitetskampens udvikling,
og det var Ernst Schrøder, der fra 1936 tilrettelagde den slesvig-holstenske
strategi – i det mindste i hovedtræk.
Karakteristikken af Ernst Christiansen blev fastholdt og gentaget, så
at sige hver gang der udkom et nyt hæfte af Karl Alnors Handbuch. I det
hæfte, der udkom den 1. marts 1938, beskyldtes Ernst Christiansen igen
i vanlig og efter hånden velkendt stil for at have benyttet lave og modbydelige
metoder under afstemningskampen. Ernst Christiansen, der fik
det ligefrem fysisk dårligt over at se sin nationale idealisme forvrænget til
ukendelighed 76 , ofrede den 3. marts 1938 en fem-spalters leder på Alnor,
der mundede ud i spørgsmålet, om tysk historie videnskab virkelig ville
tage et medansvar for sligt?
Ernst Christiansen gentog spørgsmålet på både dansk og tysk på ledende
plads den 4. marts 1938. Han indledte med et Hitler-citat:
“Idet vi med grænseløs kærlighed og troskab hænger ved vort eget folkeliv, agter vi ud fra
dette samme sindelag også de andre folks nationale rettigheder og ville gerne af dybeste
hjerte leve i fred og venskab med dem”. 77
Hvordan harmonerede nu de Alnor’ske fremstillinger med Førerens ord,
spurgte han? For hvad havde Ernst Christiansen i 1918-1920 dog gjort andet,
end enhver tysker ville have gjort i den samme situation – og fået ros
for! Og sidst, men ikke mindst: Ville Universitetet i Kiel tage et medansvar
for Alnors smæderier?
Ernst Christiansen har næppe forventet noget svar, men det kom nu
alligevel: Den 14. marts 1938 bragte Flensburger Nachrichten en længere artikel,
i hvilken udgiverne, Dr. Volquart Pauls og Dr. Carl Petersen, sagde
god for håndbogens videnskabelighed og erklærede, at hensigten med
håndbogen ikke var at ramme det danske folk, men udelukkende redaktør Ernst
Christiansen. 78 Det var da i det mindste klar tale. Men det var kendetegnende,
at artiklen ikke med ét ord nævnte én eneste af Ernst Christiansens
mange saglige indvendinger eller korrekturer. Man ville simpelthen
ikke lade modstanderen komme til orde.
Ernst Christiansen tog nu sagen humoristisk, idet han i en leder den
17. marts 1938 konstaterede, at Alnor åbenbart havde følt behov for afstivning
– men at støtteudtalelsen jo sådan set kun var af udgiverne og
ham selv – og ikke var fremsat på vegne af Kiels Universitet.
Debatten om 1920-grænsens påståede uretfærdighed og Ernst Christiansens
formentlige anneksionisme fortsatte igennem hele 1938 som en
uendelig feuilleton: Uge efter uge, måned efter måned førte Ernst Christiansen
en indædt og sej kamp på den historiske krigs skueplads, der hed
729