hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

skaberne”. Da filmen blev forbudt, foranledigede det Ernst Christiansen
til følgende kommentar: “... er det ikke snarere et bevis på tidens forløjethed,
at der i moralens navn rejses en ophidselsesbølge mod en sådan
film, som dog vil modarbejde krigen, medens der samtidig ustraffet ophidses
til den næste krig”. 12
Kampen for verdensfreden smeltede for Ernst Christiansen sammen
med “front og bro”-tanken: Det gjaldt om “ubarmhjertigt at afsløre krigens
grufulde vederstyggelighed og med flammende ildhu at prædike
fredens sag uden at lægge den varsomhed til side, som er nødvendig,
såfremt fredssagen ikke skal blive fantasteri. Opgaven minder om den,
danske sydslesvigere har, at holde vagt og bygge bro”. 13 Selve ordparret
“front og bro” begyndte først at dukke op i løbet af 1930-1931, men allerede
inden da var ideologien bag næsten fuldt udviklet.
Kampen for fredssagen fik nu ikke Flensborg Avis til at forandre synspunkt
på den danske forsvarspolitik. Man var normalt varsom med at
kommentere for kraftigt på dansk indenrigspolitik, men m.h.t. forsvarssagen
gjorde man fortsat en undtagelse. Da den socialdemokratiske forsvarsminister
Laust Rasmussen, der hørte til i partiets traditionelle pacifistiske
fløj, efter valget i Tyskland den 14. september 1930 udtalte, at
nationalsocialisternes store valgsejr næppe havde øget fredsviljen i Europa,
at han ikke troede, at den sidste krig var udkæmpet, og at det derfor
måtte være bydende nødvendigt at fremskynde afrustningen mest muligt, kunne
Flensborg Avis slet ikke begribe denne følgeslutning. For, skrev Ernst
Christiansen i en leder i Flensborg Avis den 18. september 1930, “Det er
ikke en tid, der frister til at lægge nabolandene mere åbne end hidtil. En
ensidig afrustning er en meget tvivlsom styrkelse af fredsviljen. Et langt
betydeligere fremskridt ville det være, om der på erhvervslivets område
kunne forberedes en virkelig tilnærmelse mellem de europæiske lande,
som kunne muliggøre en ny blomstringstid. Ifald skattebyrde og arbejdsløsheden
mindskedes, så ville de farer, som truer nu, efterhånden skrumpe
sammen af sig selv”. 14
For Ernst Christiansen var et stærkt dansk forsvar en betingelse for at
kunne leve i fred. Han advarede mod ensidig dansk afrustning: “Afrustningen
er det danske folk enigt om at kæmpe for. Jo mørkere det ser ud i
tiden, des mere tilskyndet må vi føle os til at gøre, hvad der med virkning
kan gøres. Men et fremskridt nås først, når en af de stater afruster, hvis
hær kan blive en trussel for freden. Om freden, om afrustningen fremmes
ved en ensidig afrustning i lande, som aldrig vil bryde freden, men bruge
deres værn til at søge at bevare den, det er det spørgsmål, som der er
delte meninger om i Danmark. Der skulle i en så alvorlig tid kunne findes
en fælles linje, som rummer den fornødne selvhævdelse, det fornødne
selvværn jævnsides med en utvetydig træden i skranken for afrustning
og verdensfred, en utvetydig tilkendegivelse af redebonhed til at gå sammen
med de andre lande, som vil virke herfor”. 15 Eller med andre ord:
Det danske folk og dets politikere måtte kunne enes om at fungere som
“front og bro”.
82