hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Hanssen havde desuden i 1920 “ladet hånt om den nationale selvbestemmelsesret”,
men “hvad Hanssen har tilføjet det tyske folk af indre lidelse,
er gudskelov allerede slettet af det nye riges Fører”. Dog, “hvad han udvortes
set har frataget det under krænkelse af folkeret og national selvbestemmelsesret,
må også en dag finde sin ærlige udjævning”. Altså, som
Ernst Christiansens konstaterede, “en grænseflytning mod befolkningens
vilje”.
Men ikke blot den netop afdøde H.P. Hanssen, arkitekten bag den
dansk-tyske grænse af 1920, fik sin bekomst. Det var igen navnlig Ernst
Christiansen selv, der fik Alnors giftige pen at føle. Det skete i samme
nummer af Der Schleswig-Holsteiner i en artikel, der formede sig som en
samtale mellem Karl Alnor og tidsskriftets redaktør, Ernst Schrøder. Samtalen
var en slags “svar” på Ernst Christiansens anmeldelse af Handbuch
den 24. april 1936. Alnor mente, at det jo var “menneskeligt forståeligt, at
politikere med dårlig samvittighed aldrig vil have, at videnskaben sysselsætter
sig med spørgsmålene fra den nyeste fortid, som de selv har været
part i. (...) vi kan i dag lyse ind i enhver krog, hvori der dengang blev lavet
politik. Hvor forklarligt, at modstanderen skriger op, når han pludselig
ser sig fastholdt i historieskrivningens lyskegle! (...) Således måtte det
og er det jo også gået med Christiansen, der jo i dag har mere at skjule for
det tyske folk end nogen anden dansker”.
Det lød jo spændende, konstaterede Ernst Christiansen tørt.
Men hvad var det så for skumle forbrydelser, Ernst Christiansen havde
på samvittigheden? “Som bekendt har Christiansen været den mest hæmningsløse
forkæmper for en anneksion uden afstemning af hele Slesvig til
Sli og Ejder ved et magtbud fra de sejrende magter og for en sikring af et
sådant rov ved oprettelsen af en international kanalstat af sydslesvigsk
og holstensk område”, udtalte Alnor bl.a. til Der Schleswig-Holsteiner.
Ernst Christiansens opfattelse af begivenhederne afveg som venteligt
ikke så lidt fra Alnors fremstilling. Han mente selv, at han havde stillet
sig på afstemningsgrundlaget og lagt sit arbejde an på dette grundlag;
og kanalstatsplanerne, for så vidt de overhovedet var andet end løse
rygter, afviste Christiansen at have haft noget som helst at gøre med. Alnors
påstande, der oven i købet var fremhævet typografisk i teksten, var
“ondsindet politisk agitation og slår den historiske sandhed i ansigtet”.
Det samme kunne siges om hele artiklen: Ernst Christiansen fremhævede
bl.a. de føromtalte tyske optøjer og tumulter ved mødet i Ellund i 1919,
der i Alnors fremstilling var blevet iscenesat af danskerne for at styrke
kravene om en allieret besættelse af Sydslesvig. “vi kan kun sige Dr. Alnor,
at når han ikke frafalder denne frit opdigtede påstand, vil den herefter
kun kunne stemples som ren og skær løgn”. Alnors Handbuch var
fyldt med “godtkøbsudflugter”; denne “dilettantiske og politisk-partiske
tyske” – i anførselstegn – “historiker” forherligede bismarcks rene og
skære erobringspolitik, “og H.P. Hanssen, som i overensstemmelse med
den tyske regering søgte at få en afgørelse, der var så retfærdig imod tyskerne,
at den på forhånd anerkendte tvangsfortyskningens erobringer,
vil han have stemplet som landsforræder, og han vil oven i købet have, at
531