hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

svage og hjælpeløse; men som et tegn, der imodsiger, vil det vække agtsomhed,
og denne kan blive til agtelse, og denne kan blive til kærlighed”. 22
Jessen eksperimenterede endvidere med en tysksproget avis i årene mellem
1889 og 1894, der skulle vedligeholde de tysktalende flensborgeres
danske sindelag. Sindelaget skulle siden efterhånden “genføde og fostre
kærligheden til modersmålet”, som det hedder i en ledende artikel i
Flensborg Avis 28. juli 1893 – netop det år, da Ernst Christiansen tiltrådte
i lære som journalist. Endemålet med den tysksprogede avis var altså at
gøre læserne både dansksindede og dansksprogede. “Modersmålet” skal
nemlig her ikke forstås alt for bogstaveligt. For mange af de tysktalende
flensborgeres og mellemslesvigeres vedkommende var det danske sprog
nærmere “oldemodersmålet” – hvis det endda kunne gøre det. Det var
en vanskelig opgave, Jens Jessen havde sat sig, men først når sprogskiftet
var fuldbyrdet, havde den tysksprogede avis udfyldt sin opgave. Tanker
som disse danner da også – som vi skal se – grundlaget for Ernst Christiansens
nationalitetssyn i 1920’erne og 1930’erne.
Jessen måtte i 1894 af økonomiske grunde opgive sin tysksprogede
avis – et tab, han opfattede som “den bitreste dråbe i Flensborg Avis’ bæger”.
Også Ernst Christiansen kom i sin redaktørtid til at drikke dybt af
det samme bæger. Men for Jessen var Flensborg en skanse, som ikke måtte
eller kunne opgives, for veg danskheden først her, ville det blotlægge
resten af Nordslesvig for tysk indtrængen. Jessen nægtede at anerkende
Flensborgs tiltagende tyskhed; han vedblev at insistere på, at det tyske
præg skyldtes indvandrede embedsmænd og at byen lige under overfladen
var kernedansk. Og han bekæmpede indædt det synspunkt, at man
eventuelt ville blive nødt til at trække en kommende grænse nord om
Flensborg. 23 Flensborg var en skanse, der ikke kunne opgives, uden at det
ville få fatale konsekvenser for danskheden i Nordslesvig.
Efter 1920 og navnlig efter 1933 argumenterede Ernst Christiansen til
dels på samme måde, idet han plæderede for, at de danske “forposter”
i Sydslesvig var helt afgørende, når det genvundne danske Nordslesvig
skulle værnes mod den ekspanderende tyskhed. I modsætning til Jessen
vandt Ernst Christiansen bred lydhørhed for synspunktet. Det skyldtes
dog formentlig først og fremmest, at det i 1930’erne af den danske offentlighed
blev opfattet som led i forsvaret af 1920-grænsen og ikke som et led
i en offensiv for at genvinde yderligere slesvigsk land – selvom de to ting,
som vi skal se, for Ernst Christiansen i grunden var to sider af samme
sag.
For Jens Jessen var de tysksindede slesvigere – “hjemmetyskerne” –
vildfarne brødre. Det gjaldt både i det egentlige Nordslesvig og længere
sydpå – helt indtil Dannevirke. Hjemmetyskerne var folkeligt set danske,
men havde på grund af tidens ulykkelige tilskikkelser – ikke mindst den
politiske slesvig-holstenismes skruppelløse forførelse – fået tysk sindelag.
Der var, om man vil, smurt et mere eller mindre tykt lag tysk fernis uden
på den danske kerne. Men med lidt held og under de rette betingelser
kunne hjemmetyskerne omvendes igen. De danske slesvigere skulle ikke
39