hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

plarer ekspeditionen endnu rådede over – det var 10 stk. – og meddelte,
at man ville hente dem snarest. Politiets opringning blev straks meddelt
Ernst Christiansen, som derpå telefonerede til Gestapo for at få en nærmere
forklaring. Gestapo meddelte, at det drejede sig om telegrammet
om Laustens død – og om nekrologen på bagsiden. Dette stillede konsul
Dons-Møller, der straks var blevet orienteret, sig dog uforstående over
for: Telegrammet havde været gengivet i mange aviser, og i nekrologen
blev der ikke givet “udtryk for nogensomhelst kritik af tyske myndigheder,
men alene for sorg over dette dødsfald under omstændigheder, hvoroverfor
herværende danske kredse måtte stå aldeles uforstående eller
uforberedte, idet den unge redaktør var almindeligt kendt som en mand
af de bedste karakteregenskaber”. 48 Ernst Christiansen selv tog straks en
række forholdsregler; blandt andet afviste han at trykke skoleleder Svend
Johannsens mindeord over Lausten, da han fandt det for farligt. 49
Tre uger henrandt, tilsyneladende uden der skete noget, men lørdag eftermiddag
den 1. juni 1940, dagen før det danske årsmøde, tog begivenhederne
fart: Flensborg Avis fik af to Gestapo-folk overrakt en skriftlig
meddelelse om, at avisen med øjeblikkelig virkning var forbudt for et
tidsrum af 14 dage. De to Gestapo-folk overvågede nøje, at trykpladerne
til dagens avis blev taget ud af pressen.
Meddelelsen var stemplet af Gestapo i Kiel og Grenzpolizeikommissariat
i Flensborg, og forbudet havde hjemmel i §1 i Verordnung des Reichspräsidenten
zum Schutz von Volk und Staat vom 28.2. 1933 – den lov, der
dette år havde ført til lukning af hele den tyske oppositionspresse. Sagen
havde været forelagt Propagandaministeriet og formentlig også de militære
myndigheder, og det var begrundet i meddelelsen om Laustens død
(“Kaldet bort”), idet denne artikel var egnet til “at forstyrre den offentlige
ro og orden”. Selve nekrologen var derimod ikke omtalt i meddelelsen. Redaktionen
måtte ikke give holderne meddelelse om forbudet, men politiet
ville dog underrette postkontorerne af hensyn til postabonnenterne.
Ved modtagelsen af forbudet måtte Ernst Christiansen underskrive en
erklæring, hvorefter “ethvert yderligere fejtrin [“Verstoss”] ved redaktionen
af avisen vil have til følge, at der udstedes et permanent forbud”.
[“Dauerverbot”]. 50 Nærmere detaljer og begrundelser kunne de to Gestapo-folk
ikke give, og Ernst Christiansen telefonerede straks til politiet for
at indhente yderligere oplysninger om forbudet – blandt andet om dette
også omfattede månedsbladet Der Schleswiger – men fik i første omgang
det indtryk, at det lokale politi udelukkende havde handlet efter ordre
og i øvrigt ikke var videre godt informeret. Da Gestapo var kørt, sammenkaldte
Ernst Christiansen medarbejderne til et kort møde, og sendte dem
derpå hjem på ferie. Han selv var frustreret, men typisk for ham lod han
sig ikke slå ud selv af den hårdeste modgang: “Mærkelig følelse, som altid,
når ramt af hårdt slag”, noterede han i sin dagbog, “både tom eller
lammet og alligevel på en underlig måde let og levende. Om aftenen noget
trist og træt, omend den første tanke begynder at dukke op om, at
noget må der være at foretage”. 51
848