hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

“Ligesom vi danske slesvigere trods vor ubetydelighed evner at arbejde urokkeligt
hen på at gøre vor hjemstavn til et mønsterland for folkelig selvhævdelse i
forening med mellemfolkelig tilnærmelse, således kan det meget godt være muligt
for det danske folk – ikke at påtvinge de store folk nogen vej, men at vise
dem et håndgribeligt eksempel på, at fælles plan til vilje og samarbejde med andre
folkeslag kan forenes med en udformning i nyt selvstændigt liv af den særlig
danske indsats, der holder på den enkeltes frihed, på fædrearv og odelsret, folkeoplysning
og folkekultur. ... Vi, der står noget på afstand, ønsker inderligt – ikke
at dette eller hint parti skal føre sit program sejrrigt igennem –, men at man i en
så alvorlig tid må løfte sig op over programmerne, op over enkeltspørgsmålenes
indbyrdes modstridende røster og først se at få klaret de store grundlæggende
linjer. Meget står på spil nu for vort folks fremtid”. 29
Ernst Christiansen var lige som sin læremester Jens Jessen tilbøjelig til at
give nationale svar på sociale spørgsmål – ja, på alle politiske spørgsmål.
Det var Ernst Christiansens opfattelse, at hvis danskerne i tide frivilligt
samlede kræfterne, så kunne alle problemer løses ved fælles anstrengelse.
National samling ville i sig selv løse problemerne. Detaljerne og de konkrete
politiske forslag til krisebekæmpelse overlod Ernst Christiansen
gerne til politikerne – og til sagkyndige fagfolk og embedsmænd, der herefter
skulle lade politikere føre forslagene ud i livet.
Politisk set var synspunktet naturligvis temmelig naivt. Det overså
nemlig, at samfundsklasserne i de fleste politiske og økonomiske spørgsmål
havde modstridende interesser. Men den slags så Ernst Christiansen
stort på – for ham var en øre mere i timen eller en krone mere for
et baconsvin små og i grunden uvæsentlige spørgsmål i forhold til det
ene vigtige: Nationens overlevelse i en farlig verden. Stillet over for dette
store spørgsmål burde samfundsklasserne nok kunne unde hinanden en
ordentlig løn og en anstændig fortjeneste.
Ernst Christiansens politiske grundsyn var – lige som Jens Jessens – bestemt
af hans egen situation som tilhørende et nationalt mindretal under
stærkt ydre pres. I en sådan situation gjaldt det om at lægge uoverensstemmelserne
til side og samarbejde på tværs af klasse- og interesseskel,
hvis man ville overleve. Denne opfattelse overførtes på hele den danske
nation, som både Ernst Christiansen og Jens Jessen på baggrund af deres
egen nationalitetskamp i grænselandet opfattede som stærkt truet af den
fremmarcherende og aggressive tyskhed.
På baggrund af udviklingen i Tyskland skete der faktisk i løbet af
1930’erne en samling, og ikke mindst Socialdemokratiet og dets leder, Th.
Stauning, udviklede sig – til Ernst Christiansens tilfredshed – til et nationalt
arbejderparti med en stigende vilje til at forsvare landet og med en
landsfader i spidsen.
En frivillig dansk politisk samling skulle ifølge Ernst Christiansen samtidig
spare Danmark for et sammenbrud af russiske eller tyske dimensioner.
I disse lande havde nu ensidige bevægelser fået magten, og det risikerede
at føre de pågældende nationer ind i blindgyder. Men Danmark
skulle helst spares for et “helt slægtleds ørkenvandring” – således som
russere – og tyskere – efter Ernst Christiansens mening risikerede det. 30
198